Marie i Mawas

01-08-2014

Søndag den 3. august sætter projektleder Marie Sigvardt kurs mod Borneo. Her skal hun opstarte et nyt regnskovsbevarende projekt, og du kan følge hende på rejsen.

Marie Sigvardt

Red Orangutangens nye udviklingsprojekt begynder i næste uge. Det kræver en lang række møder mellem projektleder Marie Sigvardt og den lokale samarbejdspartner samt møder og undersøgelser i de regnskovslandsbyer, projektet skal hjælpe. Projektet skal på sigt sikre de oprindelige folk i regnskovsområdet Mawas ressourcer til at kræve eget land. Erfaringen fra andre projekter viser nemlig, at juridisk ret til eget land skaber mere omsorg for naturen. Og den omsorg er nødvendig, hvis Mawas' 3000 vilde orangutanger fortsat skal leve i fred og fordragelighed.

Lokalbefolkningen på Borneo får ret til deres skov

Følg Marie på rejsen

Når Marie rejser hjem om fjorten dage har hun og BOS Mawas lagt en overordnet plan for, hvordan projektet skal køre de næste tre år. Samtidig er hun langt klogere på, hvordan Red Orangutangen kan støtte regnskovens mennesker i at skaffe sig ret til egen skov og dermed sikre naturen imod den illegale industri, der presser sig på fra alle sider. Undervejs vil Marie fortælle om sit arbejde og sine oplevelser på facebook i det omfang det kan lade sig at gøre. I landsbyerne findes intet internet, og i de større byer er forbindelsen meget ustabil. 

Vi håber, at du vil følge med på Maries rejse. Find Red Orangutangens Facebookside her

Fakta:

  • Mawas er et 3.090 km2 stort regnskovsområde (på størrelse med Fyn) på Borneo.
  • Mawas' regnskov er hjem for 3000 vilde orangutanger
  • I 2013 lykkedes det Red Orangutangens lokale partner at få regnskoven i Mawas fredet permanent, men området plages af illegal industri
  • Red Orangutangen har siden 2006 arbejdet i Mawas for at skabe bedre levevilkår for regnskovens mennesker, så de får råd til at passe bedre på regnskoven.
  • Civilsamfund i Udvikling (CISU) har siden 2007 støttet Red Orangutangens projekter i området.
  • I juni 2014 bevilgede CISU endnu 1,2 millioner kroner til arbejdet for oprindelige folks landrettigheder.
  • Marie Sigvardt har været tilknyttet Red Orangutangens lokaludviklende arbejde siden 2007.

Læs mere om det nye land-rettighedsprojekt >>

Læs mere om Red Orangutangens arbejde i Mawas >>