Da Emmelie de Forest mødte orangutangerne på Nyaru Menteng

04-05-2016

I anledning af genudsættelsen af orangutang nummer 200, har Emmelie de Forest besøgt Borneo og orangutangerne på Nyaru Menteng. Et møde, der gjorde et stort indtryk på hende og bekræftede Emmelie i betydningen og vigtigheden af organisationens arbejde med at hjælpe den udryddelsestruede orangutang.


For nyligt blev 2013’s Eurovision vinder og naturelsker Emmelie de Forest udnævnt til orangutangambassadør for Red Orangutangen og de sidste par uger har hun besøgt orangutangerne på Nyaru Menteng. Her har Emmelie de Forest hjulpet med at indspille en dokumentar med fokus på rehabiliteringen og genudsættelsen af orangutangerne og har fået et indgående kendskab til arbejdet med at rehabilitere orangutangerne på Nyaru Menteng. En oplevelse, der har gjort et stort indtryk på hende.

”Det var en drøm, der gik i opfyldelse, da jeg trådte ind på centeret. At se orangutangerne helt tæt på og få en forståelse af det store og omfattende arbejde, der hver dag udføres for at forberede orangutangerne på et liv i den vilde regnskov, var en helt fantastisk oplevelse” fortæller Emmelie de Forest.

Mødte Valentino og Meryl

Inden Emmelie fik lov til at komme ind på Nyaru Menteng, skulle et omfattende sundhedstjek og 10 dages karantæneperiode overstås. Glæden var derfor ekstra stor, da hun endelig fik lov til at besøge centeret og bl.a. kunne følge Meryl og Valentino i vuggestuen. De to orangutanger hun selv har symbolsk adopteret i Red Orangutangen.

”Det var dejligt at se, at de havde det godt og var sunde og raske. Meryl virkede lidt genert og legede mest for sig selv, mens Valentino var særdeles nysgerrig og hans babysitter havde svært ved at kontrollere ham, da han hele tiden prøvede at komme tættere på mig” fortæller Emmelie de Forest om mødet med de to orangutanger.

Besøgte Ø-universiteterne og Hercules

Udover besøget i vuggestuen, fik Emmelie også lov til at se orangutangerne ankomme til legepladsen på Nyaru Menteng efter en dag i skovskolen og til at sejle forbi ø-universiteterne. Disse øer udgør det sidste skridt af orangutangernes rehabiliteringsproces, inden de genudsættes i den vilde regnskov. På øerne lever orangutangerne næsten uden menneskelig kontakt og skal således selv finde mad, bygge reder mm. De får imidlertid daglig supplerende mad, da øernes regnskov ikke kan producere nok føde til de cirka 75 orangutanger som opholder sig på øerne.

”Orangutangerne på ø-universiteterne lever det tætteste man kommer på et liv som vilde orangutanger. At se dem i deres naturlige omgivelser og se den lethed, hvormed de svinger sig rundt i træerne var fantastisk” forklarer Emmelie de Forest.

Alligevel var det mødet med Hercules, som gjorde det største indtryk på hende. Hercules er en mægtig orangutanghan, der desværre er næsten helt blind og som må holdes i bur, da han ikke kan svinge sig rundt i træerne på grund af skader påført inden han ankom til Nyaru Menteng.

”Han sad i sit bur med ophøjet ro. Og selvom han ikke kan se så godt, så holdt han øjenkontakten med mig med en enorm intensitet. Det er trist, at der ikke er andre muligheder end at han skal sidde i et bur, men der er ingen tvivl om, at hans passere har prøvet alt - og gør alt - hvad der er muligt for at give ham det bedst mulige liv.”

Emmelies besøg kan opleves til juni

Du kan se hendes oplevelser og centerets arbejde med at rehabilitere og genudsætte orangutanger i en dokumentar, der sendes på DK4 til juni. Sendetidspunkt og klip fra dokumentaren vil løbende bliver offentliggjort på Red Orangutangens Facebookside, som du kan finde her >>

Dokumentaren er lavet i forbindelse med genudsættelsen af orangutang nummer 200 siden 2012 og viser det omfattende arbejde, der dagligt udføres for at redde den udryddelsestruede orangutang på verdens største rehabiliteringscenter. Et center der blev grundlagt af danskeren Lone Dröscher-Nielsen i 1999 og som Red Orangutangen sponsorerer. Læs mere om vores arbejde på centeret her >>

Du kan støtte arbejdet med at redde den udryddelsestruede orangutang på centeret ved at adoptere en orangutang her >>



Vidste du at det genudsættelsesprogram Red Orangutangen støtter, er verdens bedste? Siden 2012 har vi genudsat over 200 orangutanger og 92 procent af orangutangerne, der genudsættes, overlever omstillingen fra rehabiliteringscentrene til regnskoven.

Læs mere om Red Orangutangens arbejde >>