Opdatering afslørede tilfangetaget orangutangunge

04-08-2016

En halvandet år gammel orangutangunge blev i juni måned befriet af Nyaru Mentengs redningshold efter, at en lokal mand havde lavet en Facebookopdatering med et billede af den tilfangetagne unge. Jelapat, som den hedder, er en af i alt fem orangutangunger, der er blevet reddet i løbet af juni måned.

Nyaru Mentengs redningshold tog straks ud til den uforsigtige mand, som havde lavet opdateringen på Facebook. Og ganske rigtigt, indespærret i et lille 50x50 centimeter bur fandt redningsholdet en knap 1.5 år gammel orangutangunge, der var blevet klædt på som et lille menneske.

Endnu et offer for efterårets skovbrande

Gerningsmanden påstod, at han ikke vidste det var ulovligt at holde orangutanger som kæledyr. Han havde fundet den helt alene i et afbrændt område i midten af december og havde taget den til sig, da han formodede, at moderen var blevet fanget i flammerne. Den havde i det halve år i fangenskab levet af madrester fra mandens egne måltider. Læs mere om efterårets skovbrande her >>

Efter at redningsholdet havde forklaret ham om orangutangens kritiske situation og lovene for beskyttelse af truede dyr, var han mere end villig til at give orangutangungen til rehabiliteringscenteret Nyaru Menteng. Her har den fået et grundigt lægetjek og opholder sig i øjeblikket i karantæneområdet, indtil den er på højkant igen og prøverne er kommet tilbage. Jelapat er godt i gang med at tage på i vægt og komme sig over den traumatiske oplevelse.

En travl måned

Jelapat er ikke den eneste orangutang, som er blevet reddet af Nyaru Mentengs redningshold i løbet af juni måned. Fire andre orangutangunger er således også ankommet til centeret i løbet af Juni.

Du kan læse mere om redningen af den kun to-uger gamle orangutang Bumi her >>

Du kan hjælpe med at redde orangutangunger som Jelapat, Mema og Bumi. Adoptér en orangutang fra Nyaru Menteng, og støt centerets arbejde med at hjælpe den kritisk truede orangutang på Borneo. Adoptér en orangutang her >>



Faktaboks om orangutanger:

Levesteder: Orangutangen lever kun på Sumatra og Borneo, og er den eneste store menneskeabe, der lever udenfor Afrika.

Population: Seneste estimat fra 2004 siger 55.000 – det forventes dog at være meget lavere i dag.

Reproduktion: Orangutangen er det pattedyr i verden med længst tid mellem fødsler – mellem 6 og 8 år går der, inden hunnen bliver gravid igen. Dertil kommer, at ungen også er afhængig af moren i op til 6-8 år.

Alder: En vild orangutang kan blive op til 45 år, men i fangenskab helt op til 60 år.

Fragmenteret: Mange af de tilbageværende orangutangpopulationer er fragmenteret og små, hvilket kan medføre indavl og svagere individer.



Vidste du, at det genudsættelsesprogram Red Orangutangen støtter, er verdens bedste? Siden 2012 har vi genudsat over 200 orangutanger og de genudsatte orangutanger klarer sig ligeså godt, som deres vilde slægtninge.

Læs mere om Red Orangutangens arbejde >>