GENOPSLAG: Praktikanter søges til engelskundervisning på borneo

04-11-2014

STILLINGERNE ER BLEVET BESAT

Red Orangutangen søger to praktikanter til at undervise lokale medarbejderne i vores partnerorganisation Borneo Orangutan Survival (BOS) Foundation i engelsk skrift og tale på grundniveau på Borneo. 

Baggrund

Red Orangutangen er en NGO, der arbejder for at redde orangutangen fra udryddelse. Der arbejdes både direkte med at redde og rehabilitere orangutanger, men også mere overordnet med at bevare de naturområder, der udgør orangutangernes naturlige habitat, samt støtte til lokalbefolkningen, der lever af skoven.

Et af de områder hvor Red Orangutangen har aktiviteter er i Mawas, der ligger i Central Kalimantan på den indonesiske del af Borneo. Her arbejder vi sammen med blandt andet BOSF Mawas, der er en del af organisationen BOS (Borneo Orangutan Survival) Foundation.

BOSF Mawas har 37 ansatte og arbejder hovedsageligt med lokaludvikling og bæredygtig naturressourceforvaltning i Mawas. Området dækker et areal på ca. 425.000 ha, hvoraf ¾ er oprindelig skov. Der er en meget unik biodiversitet og der lever ca. 3.000 vilde orangutanger i området.

Arbejdsopgaver

Praktikanterne forventes at varetage følgende opgaver:

  • Udføre daglig undervisning i engelsk skrift og tale for medarbejderne hos BOSF Mawas.
  • Planlægge og tilrettelægge undervisningsforløb tilpasset medarbejdernes kvalifikationer.
  • Bistå med ad hoc opgaver for BOSF Mawas, såsom mindre oversættelsesopgaver.

Undervisningsforløbet skal tilrettelægges i samarbejde med medarbejderne på BOSF Mawas, og vil blive superviseret af program manager Mr. Jhanson Regalino.

Kvalifikationer

Red Orangutangen søger to praktikanter, der kan undervise i engelsk på grundniveau. Da medarbejderne hos vores partnerorganisation har indonesisk som hovedsprog og meget få engelskkundskaber, er det vigtigt, at du har mod på udfordringer og kan arbejde selvstændigt.

Forventede kvalifikationer er:

  • Flydende i engelsk, både skriftligt og mundtligt.
  • Erfaring med undervisning og tilrettelæggelse af undervisningsforløb er en fordel, men ikke et krav
  • Høj grad af selvstændighed, være udadvendt og meget fleksibel.
  • Gode tværkulturelle og -faglige kompetencer.

Vi tilbyder

Vi kan tilbyde et lærerigt og udviklende praktikophold med blandt andet:

  • Mulighed for at udvikle dine engelsk sprogkundskaber, samt udvikle undervisningserfaring.
  • Ophold på Borneo og indsigt i den indonesiske kultur.
  • Red Orangutangen kan ikke tilbyde løn, men dækker hovedparten af de udgifter der er i forbindelse med praktikforløbet, med mindre disse dækkes andet steds fra.

Tidsperiode

Forventet start i januar eller februar 2015, med en praktikperiode på 2-4 måneder.

Praktikstedet

Praktikken vil foregå hos BOSF Mawas på deres kontor i Palangka Raya, provinshovedstaden i Central Kalimantan, Borneo, Indonesien. Inden afrejse vil der være en kort intens introduktion til organisationen og arbejdet på Red Orangutangens kontor i København.

Ansøgningsfrist

Ansøg så hurtigt som muligt. Ansøgning og CV sendes pr. e-mail til Marie Sigvardt til marie@savetheorangutan.org mærket 'praktikant'. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Marie Sigvardt per mail eller telefon: 29879478


Twitter

RED ORANGUTANGEN PÅ TWITTER