En dag i genudsatte Angelys liv

08-09-2016

Når Red Orangutangen genudsætter en orangutang, så bliver den i begyndelsen overvåget for at se, om den kan klare omstillingen til livet som vild orangutang i regnskoven. Derfor har overvågningsholdet observeret den genudsatte orangutang Angely, en hel dag. Hun blev genudsat i maj og har derfor levet uafhængigt af mennesker i knap tre måneder.

Overvågningsholdet kalder det rede-til-rede overvågning, når de følger en orangutang en hel dag. Fra når den står op til den går i seng. Sådan en overvågning udførte de fornyligt på Angely, og her kommer beskrivelsen af en dag i genudsatte Angelys liv.

Står op ved lysets fremme

For at nå ud til Angely, inden hun begyndte sine daglige aktiviteter, måtte overvågningsholdet stå tidligt op. De var ude af lejren allerede kl. 03:00 om morgenen, for at nå hende, inden solens stråler vækkede hende. Straks da det blev lyst bevægede hun sig hen til et nærliggende rambutan-træ. Et frugttræ med små røde frugter, hvor hun begyndte at spise i en times tid. Derefter tog hun en pause på en gren, mens hun nysgerrigt iagttog overvågningsholdet.

Efter en halv times tid bevægede hun sig knap 300 meter hen til et andet slags frugttræ, der bærer noget som minder om jackfruit, hvor hun spiste i en times tid, inden hun vendte tilbage til nattens rede. Her tilbragte hun et par timer midt på dagen, mens hun blundede i eftermiddagsheden. Da den værste varme var forsvundet klatrede hun ned og begyndte at spise nye planteskud og frugter, der vokser tættere på regnskovens bund.

Varieret kost

Ved aftenstide begyndte det pludseligt at regne, men Angely lod ikke til at lade sig påvirke af den voldsomme troperegn. Efter regnen stoppede klatrede hun atter op i sin rede, hvor hun brækkede et par friske grene ned i den, sikkert for at fore den ekstra, inden hun lagde sig til at sove.

Klokken seks om aftenen, da Angely var faldet til ro, kunne overvågningsholdet tage hjem igen og konstatere, at Angely har fundet sig til rette i sit nye liv som en vild orangutang. Hendes evne til at finde meget varieret føde, er måske en af grundene til, at overvågningsholdet så, at hun var i særdeles god form. Angely bevægede sig ikke så meget rundt i regnskoven, men måske skyldes det blot, at hun har det særdeles godt der, hvor hun er nu.

I maj blev Angely genudsat sammen med fire andre orangutanger. Læs mere om genudsættelsen her >>


Hvis en voksen orangutang bliver fanget i en skovbrand eller i en oliepalmeplantage, så translokerer vi den med det samme til et regnskovsområde, hvor den kan leve uforstyrret. I 2015 lavede vi 89 af disse translokeringer.