At skygge orangutanger er at være vidne til succesen

08-10-2014

Inde i den dybeste regnskov på Borneo bor en lille gruppe mennesker i en lejr. Deres job er at overvåge de orangutanger, som rehabiliteringscentret Nyaru Menteng har genudsat i skovområdet Bukit Batikap. Gruppen holder øje med, om orangutangerne trives, og hvordan de lever. Og alle på holdet har en yndlingsorangutang eller to.

Ungerne Sifa og Embong leger i Bukit Batikaps trækroner

Siden februar 2012 har 131 orangutanger fra rehabiliteringscentret Nyaru Menteng genvundet et liv i frihed. De er blevet genudsat i den fredede nationalpark Bukit Batikap. Nogle har kun nået at bo kort tid på centret, andre har boet der, siden de var små unger og fuldstændig afhængige af menneskelig omsorg. De sidstnævnte orangutanger har været igennem en lang såkaldt rehabiliteringsproces. Monitoreringsholdet på 12-14 mennesker holder hver dag øje med, om især de rehabiliterede orangutanger klarer sig godt alene i naturen.

Den storslåede natur er den eneste luksus

Udstyret gøres klar

Dyrlæger arbejder i skiftehold i lejren en måned ad gangen, så der altid er en dyrlæge til stede. Lokale dayakker og teknikere, der indsamler data, bor i skoven tre måneder ad gangen, derudover består holdet af en forsker. I lejren sover hele holdet sammen i køjesenge i små rum, og der er et lille køkken og et opholdsrum med TV. Med tiden skal lejren bygges ud, men lige nu er det mest luksuriøse ved arrangementet den storslåede natur, der omgiver bygningerne.

Signal fra orangutanger

Orangutangerne har alle fået indopereret en lille radiosender i nakken, før de blev sat fri i regnskoven. Radiosenderen virker i den periode, hvor

Der lyttes efter signal fra orangutangernes radiosendere

orangutangerne bevæger sig i træerne for at finde føde, dvs. cirka fra kl. 9 til kl. 16. I det tidsrum inspicerer monitoreringsholdet skoven med deres radiomodtagere. 12 mennesker kan ikke følge 131 orangutangerne dagligt, så orangutangerne følges efter et særligt skema. Når de får signal, observerer de orangutangen en times tid og noterer sig dens adfærd, derefter fortsætter de deres rute igennem særligt anlagte stier i vildnisset. Nogle orangutanger forsvinder helt ud af rækkevidde i lange perioder og giver intet signal, hvorefter de pludselig dukker op igen.

Opfinderen, den madglade og beskytteren

Alle på monitoreringsholdet har én eller to orangutanger, som de har et særligt forhold til. Elldy, der har arbejdet på projektet siden 2013 har et blødt punkt for

Den store han, Tarzan

orangutangen Tehang, som han mener er særlig intelligent. Det var Elldy, der åbnede buret for Tehang, da han blev genudsat, og deres blikke mødtes, da Tehang tog trætoppene i besiddelse. Monitoreringsteknikeren Joy derimod har en særlig forkærlighed for orangutangerne Ika, Ebol og Monic. Ika, fordi hun er noget af en opfinder, der fisker termitter med pinde og Ebol, fordi hun har nogle unikke spisemønstre og generelt spiser meget. Da Joy i en periode fulgte Monic følte han, at hunorangutangen passede på ham; at hun var ekstremt beskyttende og endda advarede ham om, at en malajbjørn var i nærheden.

Livsbekræftende job

Det er et hårdt job at bo i lejren og dag efter dag vandre skoven tynd i høj

Sammenhold er vigtigt, når man arbejder på denne måde. Her er monitoreringsholdet på én af deres observationsrundder.

luftfugtighed og med radiomodtageren højt hævet. Men for monitoreringsholdet er det et livsbekræftende job. Netop de, er vidner til, at orangutanger, der ellers ville være omkommet eller have siddet i fangenskab resten af deres liv, får endnu en chance for at bo i naturen og føre deres art videre.

 

Twitter

RED ORANGUTANGEN PÅ TWITTER