Orangutangunger har fået en ny chance

08-12-2016

Henover sommeren og efteråret har Nyaru Mentengs redningshold flere gange rykket ud og kommet dusinvis af nødstedte orangutangunger til undsætning. Her kommer historien om nogle af dem, der er blevet reddet med danskernes hjælp.

Orangutangunge overlevede skud og tilfangetagelse

En otte måneder gammel orangutangunge blev i september reddet fra en mand som påstod, at han havde fundet den i et fornyligt ryddet skovområde. Redningsholdet tog orangutangungen med tilbage til Nyaru Menteng og her viste en røntgenundersøgelse af ungen, at den havde et hagl fra et luftgevær i sit ene knæ. Vi antager derfor, at ungens første møde med mennesker ikke har været af en fredelig art. Heldigvis har lille Bawan det i dag godt på centeret, hvor han får al den pleje og omsorg han har brug for, inden han en dag skal genudsættes i regnskoven.

Læs hele historien her >>

Opdatering afslørede tilfangetaget orangutang

En lokal mand lagde på det sociale medie Facebook et billede op af sin tilfangetagne orangutang klædt på som et menneskebarn. Til orangutangens store held, var der én som genkendte stedet, hvor orangutangen var holdt fanget og omgående gav Nyaru Mentengs redningshold besked om orangutangens triste situation. Da ungen var befriet af redningsholdet, viste det sig, at manden havde holdt den indespærret i et lille bur i op til et halvt år, mens den knap 1.5 år gamle unge havde overlevet ved at spise hans madrester. Heldigvis har Jelapat det i dag godt på centeret, hvor den er en del af rehabiliteringsprogrammet. Læs hele historien her >>

Reddet efter fire år i fangenskab

I august blev orangutangen Tumang reddet, efter at være blevet holdt fanget af en lokal familie i knap fire år. Her levede den som en del af familien, og det var først da en lokal embedsmand spottede den til en festival, at redningsholdet blev tippet om dens situation. Dens helbredstilstand var okay, men familien havde barberet al dens ansigtsbehåring af, så den lignede et menneskebarn mest muligt. En orangutang egner sig ikke til at leve sammen med mennesker, og derfor er vi glade for, at den nu får hjælp på Nyaru Menteng, så den en dag kan vende tilbage til regnskoven.

Læs hele historien her >>

Nyfødt orangutangunge reddet

Ungen var blevet taget til fange af en familie, der holdt den som kæledyr til trods for, at såret fra navlestrengen stadig var friskt. Da redningsholdet ankom, kunne ungen knapt åbne øjnene, og den var kritisk underernæret. Kun takket været Nyaru Mentengs omsorgsfulde personale har den det i dag godt på centeret, hvor den har fået navnet Bumi.

Læs hele historien her >>

Adoptér en orangutang og være med til at give nødstedte orangutanger en ny chance i livet her >>


Nyaru Mentengs redningshold

På verdens største rehabiliteringscenter for orangutanger – Nyaru Menteng – er der tilknyttet et redningshold som flere gange om måneden tager ud og hjælper nødstedte orangutanger. Holdet består af fangere, læger og personer med lokal myndighed. Oftest bliver de kaldt ud for at hente orangutanger, der bliver holdt som kæledyr eller som vandrer hvileløst rundt i ryddede skovområder. Desværre er der stadigvæk mange lokale der ikke ved, at det er ulovligt at holde orangutanger som kæledyr, og derfor er informationsspredning også en vigtig del af redningsholdets arbejde. Læs mere om redningsholdet her >>


Vidste du, at det genudsættelsesprogram Red Orangutangen støtter, er verdens bedste? Siden 2012 har vi genudsat over 250 orangutanger, og de rehabiliterede orangutanger klarer sig lige så godt i regnskoven som deres vilde venner.

Læs mere om Red Orangutangens arbejde >>