Lone oplevede palmeoliens første fremmarch

10-12-2014

Da Lone Dröscher Nielsen flyttede til Borneo i midten af 90’erne oplevede hun tømmerhugsten som den største trussel mod orangutangerne. Men i årene efter årtusindeskiftet gik det op for hende, at en langt større trussel voksede sig stor: palmeolieindustrien.

Lone Dröscher Nielsen flyttede permanent til Borneo i 1996. På det tidspunkt var Lone og Noor, den første orangutang, der blev officielt indskrevet på Nyaru Menteng palmeolieindustrien i sin vorden i provinsen Central Kalimantan, hvor hun få år efter grundlagde sit eget rehabiliteringscenter for nødstedte orangutanger. Først da rehabiliteringscentret Nyaru Menteng var etableret og fyldt til bristepunktet, opdagede hun, at noget var rigtig galt: ”I 2003 oplevede vi en drastisk øgning i antallet af nødstedte orangutanger, som blev holdt som kæledyr, fordi de var kommet for tæt på mennesker. Når vi kørte rundt i felten, så vi skovområder, der ikke alene var delvist ødelagte som ved skovhugst men simpelthen væk, fuldstændigt ryddede”.

Dusør på orangutanghoveder

I de kommende år løb Lone og hendes hold på centret stærkere og stærkere for at kunne nå at følge med. Eet var de moderløse orangutanger, som de reddede Ryddet skovområde fra tilværelsen som kæledyr med henblik på at hjælpe dem tilbage til naturen, noget andet var de voksne orangutanger, udhungrede mødre med ligeså udhungrede unger på ryggen, som søgte føde i de nyanlagte plantager med livet som indsats. ”Palmeolieproducenterne ansatte folk fra området som vagter. De modtog en dusør, hvis de indleverede et orangutanghoved”, fortæller hun, ”Sommetider hang hovederne på stager som trofæ. Der var ingen, der vidste, at orangutangen var en fredet dyreart. Det måtte vi så fortælle dem”.

Opmærksomhed på skovrydningen

I årene 2003-2005 prøvede Lone desperat at få omverdenen til at forstå problemets omfang. Hun sendte billeder ud til verdenspressen, og samtidigt Palmeolieplantage øgedes den globale opmærksomhed på skovrydningen. I årene 2001-2004 blev Roundtable of Sustainable Palmoil etableret som et bæredygtighedsfremmende tiltag industri og grønne organisationer imellem. Ude i marken bankede Lone på hos palmeolieindustrien og tilbød dem at hente orangutanger, der havde forvildet sig ind i plantagerne kvit og frit for at undgå, at de i stedet blev slået ihjel som skadedyr. ”Det virkede på den måde, at de kimede os ned, men det var jo samtidig som at tørre vand op uden at slukke for vandhanen”, fortæller Lone.

Ansvaret ligger hos os allesammen

I årene på Nyaru Menteng blev Lone truet flere gange, hun har set skoven Lone på Nyaru Menteng forsvinde omkring sig, og hun har taget sig af den éne mishandlede orangutang efter den anden, men hun kan ikke bebrejde de lokale på Borneo. Ifølge Lone er problemet befolkningstilvæksten globalt: ”Vi er så mange mennesker med behov for ressourcer. Jeg kan ikke bebrejde indoneserne, at de vil have det samme, som vi har i Vesten: vækst og velstand. Vi har også engang pløjet vores skove ned for at kunne få landbrugsjord. Og palmeolien eksporteres jo til resten af kloden. Det vi kan gøre som forbrugere af palmeolie er at lægge pres på industrien, så produktionen bliver bæredygtig hele vejen rundt. Ansvaret ligger hos os alle sammen.”


Orangutang fundet kvæstet i oliepalmeplantage

Hagl fundet i kvæstet orangutang En fuldvoksen orangutanghun blev indleveret på Nyaru Menteng den 4. december 2015 efter at være blevet fundet i en palmeolieplantage. Hun havde 40 hagl i kroppen, var voldsomt udhungret, begge arme og det ene ben var brækket. Læs hele artiklen >>


Twitter

RED ORANGUTANGEN PÅ TWITTER