Genplantningen af orangutangernes hjem er i gang

14-01-2016

Tusindvis af nye træer er plantet i et ødelagt skovområde på Borneo takket være Red Orangutangens SOS Borneo partnere. Træerne - som er de første af mange flere - vil med tiden skabe et nyt hjem for Borneos vilde orangutanger. Derudover er de også med til at skabe en bæredygtig indkomst for lokalsamfundet, da Red Orangutangen samarbejder med lokalbefolkningen om at indsamle og plante stiklingerne.

Helt præcis er der plantet 3.347 træer i løbet af december. Tilsammen dækker træerne tre hektarer jord. De plantede træer, er de første træer finansieret af Red Orangutangens nye skovprogram – SOS Borneo – som fokuserer på at bevare og genskabe orangutangernes regnskovshjem. Derfor er træerne også nøje udvalgt, så regnskoven senere hen vil kunne glæde fremtidige orangutangfamilier.

Skaber ny regnskov

I slutningen af 1990’erne blev regnskoven ryddet til fordel for risdyrkning, men da jorden ikke egnede sig til dette, blev planen opgivet i starten af 00’erne og området er sidenhen blevet fredet. Læs mere om det mislykkede risprojekt her >>

Desværre har naturen ikke formået at genoprette sig selv og derfor går Red Orangutangen nu i gang med at plante nye træer i det ødelagte område. Genplantningen af træerne foregår i en del af et område kaldet Mawas – som er på størrelse med Fyn og hjem for 3.000 vilde orangutanger. Læs mere om Mawas her >>

Samarbejder med lokalbefolkningen

Red Orangutangen samarbejder med tre omkringliggende landsbyer. Da lokale Dayakker indsamler frø og lader dem spire indtil de er store nok til at blive plantet ud. Derudover har vi en aftale med dem om, at de løbende tjekker træernes tilstand de første to år, så eksempelvis døde træer bliver erstattet af nye.

På den måde er SOS Borneo også med til at skabe bæredygtige indkomster for lokalbefolkningen og dermed sikre deres interesse i at støtte vores skovprogram og regnskoven generelt. Læs mere om Red Orangutangens samarbejde med lokalbefolkningen her >>

Orangutangerne har brug for hjælp

Desværre foregår afskovningen af Borneos regnskov med alarmerende hast. Over de sidste tre årtier er 80% af orangutangernes regnskovshjem forsvundet og det kræver derfor handling nu, hvis orangutangerne også i fremtiden skal kunne leve i Borneos regnskove.

Ved at blive SOS Borneo partner, er du med til at hjælpe Red Orangutangen med at bevare eksisterende skov og genplante nye skovområder, som med tiden vil blive hjem for orangutangerne. Bliv SOS Borneo partner her >>

For hver 50 kroner vi modtager, planter vi et nyt træ i Borneos regnskov!



Vidste du at det genudsættelsesprogram Red Orangutangen støtter, er verdens bedste? Siden 2012 har vi genudsat 191 orangutanger og af disse har 92 procent af orangutangerne overlevet omstillingen fra rehabiliteringscentrene til regnskoven.

Læs mere om Red Orangutangens arbejde >>