12 orangutanger vender tilbage til regnskoven

17-02-2017

Red Orangutangen støtter verdens største rehabiliteringsprogram for orangutanger, og nu er årets første genudsættelser gennemført. Fire hanner og otte hunner er vendt tilbage til regnskoven efter at have gennemgået rehabiliteringsprogrammet på Nyaru Menteng.

I år har vi store forhåbninger om at genudsætte over 100 rehabiliterede orangutanger i Borneos regnskove, da massiv støtte fra blandt andet danskerne og sikringen af et nyt genudsættelsesområde gør det muligt at hjælpe så mange orangutanger tilbage til regnskoven. Det er derfor med stor glæde, at årets første 12 orangutanger fra Nyaru Menteng nu er genudsat. Orangutangerne kan se frem til et langt liv i et beskyttet regnskovsområde, hvor de med tiden vil skabe en ny vild orangutangpopulation.

12 orangutanger genudsat

Stort set alle de genudsatte orangutanger er i løbet af de sidste 10 år blevet reddet fra en trist skæbne som kæledyr fra lokale eller fra oliepalmeplantage arbejdere. Efter at have gennemgået rehabiliteringsforløbet og klaret minimum et år uden menneskelig kontakt på Ø-universitetet, er de nu klar til livet i regnskoven. Læs mere om rehabiliteringsprogrammet her >>

En enkelt – Wanna – er en orangutang, som var blevet smuglet til Thailand i 2006 af krybskytter. Heldigvis blev hun opdaget i lufthavnen og udleveret til Nyaru Menteng, hvor hun nu har færdiggjort rehabiliteringsforløbet og kan vende tilbage til livet i regnskoven.

Nye vilde orangutangpopulationer skabes

De rehabiliterede orangutanger genudsættes i områder, der er egnede til orangutanger, men hvor der ikke længere lever vilde orangutanger. Siden 2012 er over 250 rehabiliterede orangutanger blevet genudsat. Over 150 af dem er blevet genudsat i et regnskovsområde kaldet Bukit Batikap, hvor flere af de genudsatte orangutanger allerede har født nye unger i friheden.

Sidste år begyndte vi at genudsætte orangutanger i et nyt regnskovsområde med plads til mere end 200 vilde orangutanger. Læs mere om det her >>

Du kan være med til at gøre en forskel for den kritisk truede orangutang. Adoptér en forældreløs orangutangunge og følg den tilbage til regnskoven her >>


Vidste du at det genudsættelsesprogram Red Orangutangen støtter, er verdens bedste? Siden 2012 har vi genudsat over 250 orangutanger, og de klarer sig ligeså godt i regnskoven som deres vilde kammerater.

Læs mere om Red Orangutangens arbejde >>


Kom tæt på orangutangerne

Se dokumentar om rehabiliterings- og genudsætningsarbejdet på Nyaru Menteng.

Se flere videoer fra arbejdet med orangutangerne her >>