Pressemeddelelse: Nyfødt orangutangunge reddet

24-06-2016

En næsten nyfødt orangutangunge blev i sidste uge reddet fra en trist skæbne som kæledyr af den danske organisation Red Orangutangen. Ungen var døden nær og kunne knap nok åbne sine øjne af udmattelse.

Borneos orangutanger er på IUCN’s officielle liste over truede dyrearter, og derfor er al handel med dem ulovlig. Alligevel bliver de alt for ofte indfanget og solgt illegalt som kæledyr.

”Orangutangunger er eftertragtede på det sorte marked, da deres menneskelignende udseende gør dem populære som kæledyr” udtaler Red Orangutangens direktør Claus Staunstrup Nilsson.

Den danske organisation Red Orangutangen finansierer verdens største rehabiliteringscenter – Nyaru Menteng - for orangutanger. Her lever godt 500 orangutanger lige nu. De er alle blevet reddet af centerets redningshold, og vil bo der, indtil de en dag er klar til at blive genudsat i Borneos regnskove.

Holdt fanget i landsby

Til trods for sin unge alder og sine kun 1,7 kilo, blev den lille orangutangunge holdt fanget i en landsby i den centrale del af Borneo. Da redningsholdet ankom, var dens tilstand kritisk og den rystede over det hele. Derfor indsvøbte redningsholdets læge straks orangutangungen i et varmetæppe og holdt den tæt ind til sig på hele køreturen til centeret.

”De første 24 timer er altid kritiske i sådan en situation. Den var døden nær og stærkt traumatiseret, da dens mor formentligt er blevet dræbt af krybskytter. I dette tilfælde er det ekstra kritisk, da ungen er usædvanlig ung.” forklarer Claus Staunstrup Nilsson.

Intens pleje

Da ungen ankom til Nyaru Menteng undersøgte et lægehold den straks og så, at såret efter navlestrengen stadig var friskt. Derfor estimerer de den til at være omkring to uger gammel og med sine kun 1.7 kilo er den kraftigt underernæret. De første dage kunne den ikke engang åbne sine øjenlåg eller fokusere. Lægetjekket viste også, at det er en han og den har fået navnet Bumi (som på indonesisk betyder Jord).

På centeret er den derfor under konstant overvågning og får en speciel mælk med antibiotika, der både giver den ekstra næring og undgår betændelse i navlen.

Heldigvis reagerer den godt på behandlingen, og det ser ud til, at den snart vil kunne gøre de andre orangutanger på centeret selskab.

KONTAKTINFORMATION: For mere information, kontakt kommunikationsansvarlig i Red Orangutangen, Bue Heckmann, på 29 87 38 81 eller via mail på bbh@savetheorangutan.org



Faktaboks om orangutanger:

Levesteder: Orangutangen lever kun på Sumatra og Borneo, og er den eneste menneskeabe, der lever udenfor Afrika.

Population: Seneste estimat fra 2004 siger 55.000 – det forventes dog at være meget lavere i dag.

Reproduktion: Orangutangen er det pattedyr i verden med længst tid mellem fødsler – mellem 6 og 8 år går der, inden hunnen bliver gravid igen. Dertil kommer, at ungen også er afhængig af moren i op til 6-8 år.

Alder: En vild orangutang kan blive op til 45 år, men i fangenskab helt op til 60 år.

Fragmenteret: Mange af de tilbageværende orangutangpopulationer er fragmenteret og små, hvilket kan medføre indavl og svagere individer.



Vidste du, at det genudsættelsesprogram Red Orangutangen støtter, er verdens bedste? Siden 2012 har vi genudsat over 200 orangutanger og af disse har 92 procent af orangutangerne overlevet omstillingen fra rehabiliteringscentrene til regnskoven.

Læs mere om Red Orangutangens arbejde >>