Orangutang-unge reddet fra fangenskab

12-10-2017

Nyaru Mentengs redningshold har netop reddet en lille orangutang-unge, der formentligt er blevet indfanget og holdt som kæledyr kort efter dens fødsel. 

Den 12. oktober blev endnu en orangutang-unge reddet af Nyaru Mentengs redningshold, som dermed har reddet 18 forældreløse orangutang-unger i år. Ungen – en cirka 3 år gammel hun-orangutang – blev fundet i en landsby i Central Kalimantan (indonesisk Borneo), hvor hun havde været holdt som kæledyr i cirka 3 år, altså siden hun var helt lille.

Dyrlægen, der var med redningsholdet for at yde akut lægehjælp til orangutang-ungen, vurderede umiddelbart, at ungen var ved relativt godt helbred, men meget undervægtig. Den lille orangutang er nu på vej til Nyaru Menteng centeret, hvor vil hun vil få tiltrængt omsorg døgnet rundt og et grundigt helbredstjek.

Hvis hun klarer denne kritiske fase, vil hun blive en del af orangutangcenterets rehabiliteringsprogram. Her bliver forældreløse orangutang-unger hjulpet, indtil de er klar til at vende tilbage til et liv i regnskoven.

Du kan være med til at hjælpe nødstedte orangutanger ved at adoptere en unge, og følge den på rejsen tilbage til regnskoven. Læs mere her >>


Nyaru Mentengs redningshold

På verdens største rehabiliteringscenter for orangutanger – Nyaru Menteng – er der tilknyttet et redningshold som flere gange om måneden tager ud og hjælper nødstedte orangutanger. Holdet består af fangere, læger og personer med lokal myndighed. Oftest bliver de kaldt ud for at hente orangutanger, der bliver holdt som kæledyr eller som vandrer hvileløst rundt i ryddede skovområder. Desværre er der stadigvæk mange lokale der ikke ved, at det er ulovligt at holde orangutanger som kæledyr, og derfor er informationsspredning også en vigtig del af redningsholdets arbejde. Læs mere om redningsholdet her >>


Vidste du, at det genudsættelsesprogram Red Orangutangen støtter, er verdens bedste? Siden 2012 har vi genudsat over 300 orangutanger, og de rehabiliterede orangutanger klarer sig lige så godt i regnskoven som deres vilde venner.

Læs mere om Red Orangutangens arbejde >>