Verdens mindste bjørn har komisk lang tunge

24-11-2016

På orangutangcenteret Samboja Lestari er det ikke kun orangutangen, der får hjælp til et bedre liv. En sortpelset honningjæger er også i rehabilitering og klatrer omkring. Det er malajbjørnen, som er verdens mindste bjørn. Men selvom den er lille, er den en yderst dygtig jæger, der har specialiseret sig til livet i regnskoven på helt unikke måder.

Borneos længste tunge?

Malajbjørnen er kun halvt så stor som den brune bjørn og har samme størrelse som en stor hund. Men den kan nogle ret seje ting som ingen andre bjørne kan. Malajbjørnen er hver dag på jagt i den store regnskov efter termitter og honning, som den elsker. Her har den udviklet et helt arsenal af specielle værktøjer som den kan folde ud. Hvis honningen for eksempel gemmer sig langt inde i et træ, bølger den bare sin 25 cm lange tunge ud! Af og til er madvarerne dog pakket bedre ind end selv den bedst emballerede lørdagskylling i supermarkedet. Termitboene kan være ekstremt svære at komme ind i, men så har malajbjørnen heldigvis også hele 10 cm lange kløer til rådighed. En anden udfordring i regnskoven er, at honningen kan befinde sig meget højt oppe i træerne. Haps! Uden problemer klatrer bjørnen op ad træstammerne, gerne op til 40 meter. Det gør malajbjørnen ret unik, at den både er tilpasset livet på skovbunden og i trætoppene.

Malajbjørnen får hjælp

IUCN har slået fast, at bestanden af malajbjørne er faldet med 30 procent over de sidste 30 år, primært på grund af skovrydning. Bestanden er sårbar i dag. Derfor er det svært for centrene på Borneo at lade bjørnen i stikken, og de har derfor nogle gange taget nødstedte malajbjørne ind på centrene, hvor de får hjælp til at komme sig over de skader, som ofte er blevet påført dem i fangenskab.

Det er vigtigt at holde malajbjørnenes sanser og muskler ved lige, så derfor gemmer personalet på centrene mad til dem i huler i træer og andre skjulesteder. Så kan de bruge flere timer på at søge efter føden, præcis som i naturen.

“Vi kan se at de er glade, travle bjørne,” siger Hery der er ansvarlig for solbjørnene på centeret Samboja Lestari.

“Nogle af vores bjørne har tidligere været holdt fanget i små bure hos privatpersoner. Der udviste de tydelige tegn på stress ved at gentage den samme bevægelse igen og igen. Nu bruger de i stedet deres kræfter på at svømme i søen eller klatre rundt på de platforme vi har sat op.”

I Borneos regnskove vokser verdens største blomst. Læs om den her >>

Du kan være med til at bevare malajbjørnenes regnskovshjem ved at blive SOS Borneo partner og støtte genplantningen af Borneos regnskov. Læs mere her >>

Skrevet af: Marie Viuff



Borneo er verdens tredje største ø og er hjem for tusindvis af sjældne arter. Det er et af de steder i verden, hvor flest unikke arter har hjemme. Øen huser blandt andet den sjældne træleopard, flyvende slanger og hornede frøer. Læs mere her >>

Læs mere om Red Orangutangens arbejde >>