Skovbrande

Hvert år forsvinder kostbar regnskov på grund af skovbrande. Når mennesker blander sig i økosystemet, bliver risikoen for skovbrande større.

 
 

Kan regnskov brænde?

Det lyder helt ironisk, at regnskov kan brænde, men det er desværre tilfældet. Hvert år forsvinder kostbar regnskov på grund af massive skovbrande. Brandene efterlader orangutangerne hjemløse. Risikoen er særlig stor under tørtiden, og dræningen af tørvemoseområder har forværret situationen.

Drænet tørvemose

Orangutanger trives godt i tørvemoseskov. Desværre er store tørvemoseområder blevet drænet for at skabe landbrugsarealer, blandt andet til oliepalmeplantager. Tørvemosen indeholder store mængder CO2. Når den afbrændes, frigøres der umådelige mængder skadelige klimagasser.

Træer skaber fugt

Træer holder på vandet i jorden. Når de store værdifulde regnskovstræer fældes, betyder det at skovjorden bliver tørrere. Både den drænede tørvemose, og den skov, der står tilbage er let antændelig. Skovbrande spreder sig derfor let.

Afbrænding i industri

De lokale landsbyer har altid afbrændt skov for at anlægge små landbrugsområder, men de har kunnet kontrollere metoden. Palmeolieindustrien har brug for at rydde store skovområder for at kunne anlægge plantager. De afbrænder skoven i en målestok, de ikke kan kontrollere. På grund af det ødelagte økosystem breder ilden sig hurtigt og kan blive så voldsom, at den antænder selv uberørt regnskov.




 

Frivillige brandpatruljer

Red Orangutangen støtter op om organiseringen af frivillige brandpatruljer blandt den oprindelige befolkning på Borneo. Midler fra sammenslutningen Civilsamfund i Udvikling gør det muligt at forbedre patruljernes udstyr. Læs mere >>