Skovskolen - en skole for fremtiden

Orangutangerne er i meget forskellig forfatning, når de ankommer til rehabiliteringscentret Nyaru Menteng. Nogle har siddet flere år i bur, andre har mistet deres mor for nylig og har derfor ikke lært basale færdigheder. Orangutangerne placeres på et niveau i skovskolen, hvor de får størst udbytte af undervisningen

Lokal arbejdskraft

Nyaru Menteng har cirka 200 ansatte. 44 er kvindelige babysittere, der tager sig af de yngste orangutanger, 59 er mandlige teknikere, der underviser de større orangutanger i skovskolens ældste klasser. Nyaru Menteng er områdets største arbejdsplads.

Skovskolens vuggestue

Orangutangunger under to år bor i babyhuset, hvor de bliver overvåget 24 timer i døgnet. Hver unge har to menneskelige babysittere, der fungerer som erstatningsmødre for orangutangerne. Babysitterne hjælper og holder øje med de små orangutanger, når de klatrer i træer og klatrestativer i en lille skov ved siden af babyhuset. Den kærlige omsorg fra babysitterne er ekstremt vigtig. Den minder om den konstante kontakt, ungerne ville have haft med deres mor i naturen.

Skovskolen

Når orangutangerne er klar, begynder de i selve skovskolen. Her lærer de at klatre i træer, finde føde, bygge reder og at omgås de andre orangutanger.For orangutanger betyder træerne mad og sikkerhed. De bliver opmuntret til at blive i træerne hele dagen. Når de får frugt, bliver det sat fast på lange grene, som rækkes op til dem.

Ø-universitetet

Når en orangutang er parat til at forlade skovskolen, bliver den flyttet ud på et ø-universitet. På de beskyttede flod-øer lever orangutangerne næsten som vilde orangutanger, men de bliver overvåget, og der bliver sat mad ud til dem. Orangutangerne går på ø-universitetet i mindst et år, før de er klar til at blive genudsat i den egentlige regnskov.


 

Kontakt

Frederik Lynge

E-mail: fl@savetheorangutan.org


 

Fradrag

Din støtte til Red Orangutangen er fradragsberettiget. Når du oplyser dit CVR nummer, indberetter vi din donation til SKAT.