Før genudsætningen

Orangutangerne tilbringer de sidste år af deres rehabiliteringsproces på det beskyttede ø-universitet. Når deres tur til at blive genudsat kommer, bliver de bedøvet og sejlet tilbage til selve centret. Her skal de være i karantæne i 60 dage. På den måde kan centrets dyrlæger være sikre på, at orangutangerne ikke er syge, når de genudsættes.

Dna-tests og radiosendere

I den tid orangutangerne er i karantæne, bliver deres DNA testet. Testen fortæller, hvilken underart de tilhører, og dermed på hvilken del af Borneo de skal genudsættes. De får også indopereret en lille radiosender, så centret kan følge dem de første år i skoven.

Sammensat efter temperament

Orangutangerne genudsættes i hold på 15-20 individer. Holdene sammensættes med blik for orangutangernes temperament. Der kan ikke være to meget dominante orangutanger på samme hold og heller ikke to, der muligvis kan vise sig sårbare og kræver ekstra overvågning. De meget dominante orangutanger har måttet vente lidt på at blive genudsat, fordi de mindre dominante skulle have et forspring i det nye leveområde.



Genudsatte orangutanger

Indtil nu er 155 orangutanger blevet genudsat i Bukit, og vi kender til to fødsler i området. 

Læs navnene på alle genudsatte orangutanger >>