Miljøundervisning

Miljøundervisning er altafgørende i de marginaliserede landsbysamfund. For det første, fordi beboerne sjældent har haft adgang til uddannelse ud over sjette klasse. For det andet, fordi det er svært at tænke langsigtet, når man ikke kan brødføde sin familie. Det er derfor vigtigt at opnå en forståelse af konsekvenserne af en indtægtsmetode, der ødelægger naturen.

Oplysningsarbejde

Over 2000 mennesker besøger hver måned orangutangrehabiliteringscentret Nyaru Mentengs informationscenter. Både skoleklasser, turister og alment interesserede lokale er blandt de besøgende. Centret har en informationsbus, der tager rundt på skoler i regionen og fortæller eleverne om naturbevarelse og om arbejdet for at redde den truede orangutang.

Undervisning til landsbyerne

Miljøundervisningen er en vigtig del af udviklingsarbejdet i landsbyerne. Red Orangutangens lokale samarbejdspartner, BOS, og landsbyernes egne talsmænd fortæller indbyggerne om sammenhængen mellem fx brugen af kviksølv ved guldminedrift og forurenet drikkevand eller om den skadelige virkning det har på fiskebestanden, at man fanger fisk ved hjælp af dynamit.

Forebyggende informationsarbejde

For Red Orangutangens lokale samarbejdspartner er det altafgørende, at have et positivt forhold til den befolkning, der bor tæt sammen med orangutangen. Hvis en orangutang bliver holdt fanget i en landsby, eller hvis en bonde er kommet til at anstifte en skovbrand, vil den lokale partner iværksætte et møde, hvor hele landsbyen bliver informeret om, hvorfor orangutangen er fredet og skal leve vildt, og hvordan de kan undgå fremtidige skovbrande.

Forskningscenter og planteskole

Forskningscentret Tuanan i Mawas-området har en planteskole, som lokale skoleklasser kan besøge. Her bliver de undervist i regnskovens sjældne planter, brugen af dem igennem generationer, og hvorfor de er vigtige at bevare. På centret Tuanan undersøger internationale forskere vilde orangutangers adfærd. Herfra foregår altså en dialog både med lokalsamfundene og med resten af verdenen.