Det er af stor betydning for naturen, klimaet og biodiversiteten på Borneo, at et midlertidigt forbud mod rydning af urørt skov i Indonesien nu ser ud til at blive permanent. Områder, som også er orangutangens foretrukne levested.

En enkelt underskrift. Det er det eneste, der mangler for at gøre et midlertidigt forbud mod rydning af urørt skov i Indonesien permanent.

Det oplyser den indonesiske miljø- og skovminister, Siti Nurbaya Bakar til netmediet Mongabay. Det er den endelige godkendelse fra præsident Joko Widodo, der blev genvalgt til posten i foråret, man afventer.

Det første midlertidige forbud mod omlægning af primær skov og tørvemoseskov til oliepalme- og papirtræsplantager samt tømmerproduktion blev indført i 2011 af den daværende præsident Yudhoyono. Siden er det blevet forlænget tre gange.

Udsigten til et permanent forbud bliver modtaget med stor glæde i Red Orangutangen.

– Det er fantastisk, at Indonesien nu permanent vil beskytte urørt skov og tørvemose-områder, som er orangutangens foretrukne habitat. Vi håber, at håndhævelsen følger med, og at sekundær skov også bliver inddraget på sigt, siger direktør Hanne Gürtler.

 

Fremskridt efter en sløv start

Det midlertidige forbud havde i det første fem år ikke ligefrem den store effekt, hvor skovområder, der burde være beskyttet, alligevel blev ryddet.

Men efter en revision i 2016, hvor et landsdækkende forbud mod rydning af lavtliggende tørvemoseområder blev introduceret, er der sket en ændring. Sidste år blev 3.400 kmskov ryddet, hvilket er det laveste tal siden 2003.

Samtidig er det hele 40 % lavere end det årlige gennemsnit mellem 2002-2016.

Et permanent forbud mod nye udstedelser til skovomlægning vil optimere beskyttelsen af miljø og biodiversitet, inklusive orangutangen. I tal vil det  som minimum betyde, at 660.000 km2primær og tørvemoseskov vil være beskyttet, påpeger Arief Wijaya fra World Resources Institute Indonesia.

Næste skridt er den sekundære skov

Langt størstedelen af de vildtlevende orangutanger på Borneo lever dog i sekundær skov, som ikke vil være omfattet af forbuddet. Derfor ser Red Orangutangen gerne, at de områder også bliver inddraget med tiden.

– Der er desværre begrænsede områder med primær skov tilbage på Borneo samtidig med, at sekundær skov i høj grad udlægges til oliepalme og anden industriel plantagedrift. Vi finder det derfor nødvendigt at få inddraget områder med sekundær skov, hvis situationen ikke skal udvikle sig som på Sumatra. Der lever orangutangen stort set kun i få beskyttede skovområder, hvilket gør det vanskeligt at øge bestanden, siger programleder Marie Sigvardt og tilføjer;

– Det er netop derfor, at orangutangen på Sumatra har været kritisk truet længe før artsfællen på Borneo.