I efteråret kom en lille orangutang-hun, Pororo, til rehabiliteringscentret Nyaru Menteng. Hun var blevet fundet på en vej i en oliepalme-plantage.
Den lille orangutang-hun sad helt alene på en vej, da en lokal fandt hende. Hendes mor var intet sted at se og uden hende ville ungen ikke kunne klare sig.
Landsby-beboeren tog hende derfor med hjem og passede hende i to dage, hvorefter myndigheder blev kontaktet. De fik overdraget den lille orangutang og bragte hende efterfølgende til vores indonesiske partnerorganisation BOS Foundation, som driver Nyaru Menteng rehabiliteringscenter.
Pororo blev estimeret til at være omkring 12 måneder gammel, og hun vejede kun 1,96 kilo.
Medicinsk behandling bliver nødvendig
Selvom Pororo ikke havde synlige skader, bekymrede det både BOS’ dyrlægehold og dyrepassere, at hun var så skrøbelig og undervægtig. Det bekymrede dem også, at hun ikke umiddelbart ville drikke mælk.
De medicinske undersøgelser viste, at Pororo havde malaria. Derfor fik hun straks specialiseret behandling for det, mens hendes dyrepassere blev ved hendes side, så hun kunne føle sig tryg.
Pororos styrke vender tilbage
Over de næste dage, begyndte Pororo at vise tegn på forbedring. Stille og roligt fik hun mere og mere appetit og ville gerne drikke mælk, ligesom hendes kærlige personlighed begyndte at vise sig. Når den dyrepasser, som tog sig særligt af hende, rejste sig, peb hun fra sin kurv, rakte ud efter dyrepasserens bukser og forsøgte at kravle op, så hun kunne få et kram.
Læs om en koordineret dobbel-redningsindsats i Sambodja
Så snart Pororo begyndte at få sin styrke tilbage, begyndte hun at undersøge omgivelserne og klatre op i små træer i karantæne-området. Hun kunne godt lide at hænge i én hånd, som om hun testede sin styrke.
Der var dog stadig én ting, som skræmte hende: De langhalede makak-aber. Hver gang hun så dem i nærheden, kravlede Pororo hurtigt ned til sin hængekøje, peb og søgte tryghed hos sin dyrepasser.
Håb for fremtiden
Alle nye orangutanger på rehabiliteringscentret lægger ud med en periode i karantæne-området for at sikre, at de ikke overfører sygdomme til centrets andre orangutanger. Pororo er nu nået til den sidste del af sin karantæne-periode.
Så snart hun er tilbage til fuld styrke, bliver hun en del af centret vuggestue-gruppe sammen med de yngste orangutanger på centret. Her begynder hendes rehabiliterings-rejse.
Med hjælp fra dedikerede dyrlæger og dyrepassere, håber vi, at Pororo fortsat vil blive stærkere og sundere. Tiden i rehabiliteringscentrets skovskole vil hjælpe hende med at udvikle de færdigheder, der skal til for en dag at vende tilbage til sit sande hjem: Kalimantans regnskov.
