Et økosystem i totalt kollaps som følge af mange års afskovning var i november med til at gøre følgerne af voldsomme regnskyl på Sumatra katastrofale. Det har haft konsekvenser for orangutanger og andet dyreliv, ligesom det har ført voldsomme menneskelige tab med sig.  Red Orangutangen har støttet med nødhjælp til lokalbefolkningen.

Det var knusende nyheder fra den indonesiske ø Sumatra, der ramte i slutningen af november 2025. Cyklonen Senyar forårsagede enorme oversvømmelser og jordskred, der rev alt med sig. Tusindår gamle træer og skovområder. Mennesker og dyr. Hele landsbyer.

Over 1100 mennesker blev meldt døde. Mange flere står stadig i en dyb humanitær krise uden hjem eller mad. Oveni den akutte situation for befolkningen, har katastrofen også ramt dyrene i regnskoven hårdt. Det gælder blandt andet den kritisk truede Tapanuli-orangutang, der kun lever på Sumatra.

”Det er voldsomt at følge med i de konsekvenser, som denne katastrofe har haft og stadig har. Vi føler med ofrene og alle i Indonesien, og vi følger situationen meget nøje,” siger Red Orangutangens direktør Marie Sigvardt.

Orangutanger findes kun på de to øer Borneo og Sumatra, som ligger geografisk ved siden af hinanden.
Borneo-orangutangen lever på Borneo, mens Sumatra-orangutangen og Tapanuli-orangutangen er at finde på Sumatra.
Tapanuli-arten blev først opdaget i 2017. Den har kun omkring 800 kendte individer.

Tapanuli-orangutangen er udsat

Tre regioner på Sumatra blev ramt hårdt af de ødelæggende regnskyl og oversvømmelser. En af dem er Batang Toru-regionen, hvor størstedelen af de kun 800 tilbageværende Tapanuli- orangutanger lever. I tiden efter katastrofen blev der ikke observeret orangutanger i området, og det fik flere eksperter til at frygte for den kritisk truede art. Det er stadig ikke klart, hvor mange orangutanger, der har mistet livet.

”Vi afventer nye studier, der viser hvor meget af skoven, der er kollapset og giver et mere præcist billede af situationen for Tapanuli-orangutangen. Selvom det heldigvis tyder på, at færre orangutanger har mistet livet i katastrofen, end man først frygtede, så har katastrofen haft betydelige konsekvenser for de få tilbagelevende Tapanuli-orangutanger” fortæller Marie Sigvardt. Hun tilføjer:

”På den anden side af den akutte nødsituation, vil det være nødvendigt med nærmere undersøgelser, der kan give et bedre indblik i konsekvenserne for skoven, dyrelivet og orangutangerne, og hvad der kan gøres for at mindske de konsekvenser.”

Læs også: Frygt for Tapanuli-orangutangens overlevelse 

Nødhjælpsindsats på Sumatra. Foto: YOSL–OIC

Den humanitære krise er stadig alvorlig

Også for befolkningen i de tre regioner tog livet en katastrofal drejning i slutningen af november. Over 1,2 millioner mennesker blev fordrevet og stod pludselig uden hjem, mad og elskede. Antallet af fordrevne er siden faldet markant, men mange står stadig uden tag over hovedet. Arbejdet for at afbøde den humanitære krise er derfor fortsat i gang.

”Situationen er stadig alvorlig. Vores lokale partner fortæller, hvordan mange mennesker stadig står uden noget sted at bo. Studerende passer deres studier fra telte. Mange ved ikke, om der er mad næste uge. Det er hjerteskærende,” fortæller Marie Sigvardt.

De ngo’er, der opererer i området, har sat deres almindelige arbejde til side for at sikre nødhjælp til lokalbefolkningen. Desuden arbejder myndigheder løbende på at genhuse de mennesker, som med ét er blevet hjemløse samt planlægge, hvor det i fremtiden giver mest mening at bygge nye huse, så de er langt fra højrisikoområder.

Med støtte fra Dyrenes Beskyttelse arbejder Red Orangutangen sammen med den lokale organisation Orangutan Information Centre for at give basal nødhjælp til befolkningen.

Regnskoven og dyrelivet i den er også udsat i efterdønningerne af katastrofen. Risikoen for, at mennesker henter ressourcer i de nærtliggende regnskove, stiger nemlig, når de er desperate og mangler penge og mad. Hjælpen til den pressede befolkning er således også med til at beskytte skovområder og dyr i området.

Cyklonen Senyar var ødelæggende for både samfund og natur. Foto: YOSL–OIC

Regnskoven mister sin modstandskraft

Hvordan gør Red Orangutangens arbejde skovene mere robuste?
Red Orangutangen arbejder målrettet med vores indonesiske partnere og lokalbefolkningen for at skabe skovområder på Borneo, der er robuste. Det gør vi ved at støtte arbejdet med at:
-Genplante ødelagte naturområder
-Bygge dæmninger, der blokerer de menneskeskabte kanaler, der er skabt til at dræne vådområder såsom tørvemoseskov
-Patruljere i områderne for at mindske ulovlig tømmerhugst og skovbrande.
Udover den positive effekt på voldsomme regnskyl, er arbejdet en såkaldt ”natur-baseret løsning” på klimakrisen og biodiversitetskrisen.

Over de seneste år er ekstremt vejr med voldsomme – endda dødelige – konsekvenser blevet hyppigere. Det tilskrives – i hvert fald til dels – klimakrisen. I november og december sidste år blev både Indonesien, Malaysia, Thailand og Sri Lanka ramt af voldsomme oversvømmelser på grund af cyklonen Senyar, som på tværs af regionen har kostet over 1.800 mennesker livet.

Sumatra blev dog ramt allerhårdest. Forskere, organisationer og myndigheder peger på, at omfanget af ulykken ikke alene kan forklares som en naturkatastrofe. Afskovningen har været med til at forværre konsekvenserne.

Naturligt fungerer jordbunden i regnskoven som en svamp, der suger vand til sig. Men afskovning til eksempelvis minedrift og tømmer har grundlæggende ændret Sumatra i en grad, så jorden ikke længere kan stå imod, når voldsomme regnskyl rammer.

Når økosystemet mister denne sugeevne mister den også sin modstandsdygtighed, og i stedet for at blive absorberet, løber den intense regn i stedet ned gennem skovområderne og bliver til ødelæggende oversvømmelser og jordskred.

Siden 2001 har Sumatra mistet 4,4 millioner hektar skov.

Bedre forvaltning af skovene redder liv

Det sætter en tyk streg under, hvor vigtigt arbejdet i skovene er. Når skovene kan beskytte sig selv, er det også en kæmpe fordel for de dyr der lever i skovene, og de mennesker der lever i skovens umiddelbare nærhed. Det redder liv.

”Når den akutte humanitære krise er under kontrol, er det vigtigt at der bliver gjort en målrettet indsats for at genoprette skovene, samt at beskytte de skove, der stadig står. Både for dyr og mennesker,” siger Marie Sigvardt.

Den indonesiske regering anerkender også, at ændringer i landskabet har gjort, at skovene i langt mindre grad kan stå imod overfor oversvømmelser og jordskred. Regeringen har derfor meldt ud, at den vil begynde en omfattende indsats, hvor miljøindsatser bliver revurderet, og man ser på virksomheders ansvar som følge af katastrofen. Pointen er at undgå lignende katastrofer i fremtiden.

På Borneo arbejder Red Orangutangen med vores partnere for at genoprette ødelagte skovområder. Det gør vi for at skabe mere habitat for orangutanger og andre dyr, men også for at gøre skovområderne mere robuste over for naturkatastrofer og klimaforandringer.

Støt vores arbejde for at beskytte Borneos regnskove her.