Der findes desværre mange trusler mod de resterende, vilde bestande af orangutanger i Indonesien og Malaysia: Skovrydning til fordel for plantagedrift til palmeolieproduktion, minedrift, infrastruktur, illegal tømmerhugst, skovbrande, illegal jagt, ulovlig handel med vilde dyr og mange flere.
Hos Red Orangutangen opdeler vi truslerne mod orangutangen i henholdsvis trusler mod orangutangens levesteder og trusler mod den enkelte orangutang. Alle trusler skal minimeres.
Orangutangens naturlige levesteder forsvinder
Hvis orangutangen skal overleve som art i naturen, så er sikring og bevarelse af deres naturlige levesteder en nødvendighed. Desværre findes der flere forskellige trusler, som konstant presser orangutangens levesteder i både Indonesien og Malaysia. Vi har listet de største trusler herunder.
- Afskovning
- Illegal skovhugst
- Skovbrande
- Oprindelig folks manglende rettigheder til skov
Den primære trussel mod orangutangens levesteder er afskovning til fordel for palmeolieplantager, minedrift og infrastruktur. Derudover kommer de store tab af skov i forbindelse med skovbrande. Op mod 80 procent af orangutangernes levesteder i Indonesien og Malaysia er gået tabt de seneste fire årtier. De seneste skøn viser, at der kan være under 100.000 orangutanger tilbage i verden (IUCN Red List). Cirka 50-100.000 på Borneo, og cirka 15.000 på Sumatra, som er de to eneste leveteder for de tre arter af orangutanger. De seneste estimater tyder oven i dette på et tab på mellem 3.000 og 5.000 orangutanger hvert år.
Orangutangen er uskyldigt offer for illegale aktiviteter
Andre trusler, som ofte går hånd i hånd med ødelæggelsen af regnskoven, er ulovlig handel med dyr og jagt, som medfører alvorlige konsekvenser for de enkelte orangutanger.
Orangutangen er ofte fanget som uskyldigt offer i mødet med mennesker og virksomheder. Nedenfor er en liste over de største trusler for orangutangen i mødet med mennesker.
- Ulovlig handel med truede vilde dyr
- Jagt og krybskytteri
- Uvidenhed og frygt
Mellem 200 og 500 orangutanger bliver hvert år handlet på det internationale og illegale marked for handel med vilde dyr, hvor de er populære som kæledyr og i underholdningsindustrien. Tallet kan være større, da det kun er handel på tværs af grænser, der registreres.
Udover trusler fra mødet med mennesker, så er orangutangen også yderst sårbar, da den har en forholdsvis lang reproduktionstid. En hun-orangutang bliver først kønsmoden, når hun er omkring fjorten til seksten år gammel, og bærer kun afkom en gang hvert 7.-9. år.
Orangutangens overlevelse bliver mere og mere usikker, for hvert år der går. Nogle eksperter forudser orangutangens udryddelse i naturen, inden for 20 år, hvis ikke orangutangens levesteder effektivt beskyttes og den ulovlige jagt og handel med orangutanger stoppes.