Illegal handel med vilde dyr er verdens fjerdestørste forbrydelse og en af de største trusler mod orangutangernes overlevelse. Selvom orangutangen er juridisk fredet i både Indonesiske og Malaysiske regnskove, er orangutangen stadig den mest handlede primat i verden. Mere end 1000 illegale handler og aktiviteter med orangutanger finder sted hvert år.

Det egentlige omfang af illegale aktiviteter med orangutanger kan være svært at regne sig frem til, da de fleste rapporter om og undersøgelser af illegal handel med orangutanger kun er baseret på de tilfælde, hvor handlen er blevet opdaget. Derudover er statistikkerne fra Convention on International Trade in Endangered Species (CITES) kun baseret på internationale handler, og nationale handler registreres ikke. Det egentlige omfang af illegal handel med orangutanger kan derfor være meget større.

De seneste estimater fra 2016 er baseret på en målrettet undersøgelse af verdens fire store menneskeaber (gorillaer, orangutanger, chimpanser og bonoboer). Studiets skræmmende konstatering er, at 56 % af al illegal handel med menneskeaber er orangutanger. Ikke overaskende foregår eksporten primært fra Indonesien og Malaysia, hvor de hører til.

Tusindvis af ofre for illegal handel hvert år

Ifølge CITES er 1019 tilfælde med illegal handel med orangutanger blevet registreret mellem 2005 og 2011. En anden opgørelse fra FN’s miljøbeskyttelsesprogram (UNEP), der også monitorerer handel med vilde dyr, estimerer at 6000 menneskeaber tilfangetages eller dræbes hvert år med henblik på salg eller holdes som kæledyr lokalt. Her er tallet at op mod 70 % af disse ofre er orangutanger. Rapporter konkluderer også antallet af dræbte i forbindelse med selve indfangningen nemt kan være dobbelt så stort. I orangutangens tilfælde beskyttes ungerne af deres mødre, og for andre primater beskyttes de små af hele flokken, når indfangningen finder sted.

En milliardindustri drevet af efterspørgsel og afskovning

Thailand, Malaysia, Singapore og Taiwan er blevet identificeret som centrale lande for importen af orangutanger, men også lande i Europa og Mellemøsten er vigtige markeder for den illegale handel.

Som al handel drives den illegale handel af efterspørgsel og udbud. For orangutangerne er udbuddet gradvist blevet større, da kraftig afskovning og plantagedrift bringer orangutangerne tættere på mennesker, og uden trætoppe er orangutanger sårbare.

Studier af den illegale handel viser, at lokale jægere ofte kun får beskedne beløb for en orangutang ved videresalg, men at de via mellemmænd kan indbringe tusindvis af kroner på et meget lyssky marked. I 2016 kom som eksempel historien om to orangutangunger, der blev forsøgt handlet for 140.000 kroner i Thailand. UNEP anslår værdien af hele kategorien for ”wild life trade” på globalt plan til at være mellem 50-150 milliarder USD.

illegal trade og handel med orangutanger
Der findes sikkert flere tragiske historier om illegal handel, end hvad statistikerne i sig selv kan fortælle.

Mange forfærdelige historier - få heldige tilfælde

Bag de kedelige statistikker gemmer sig mange forfærdelige historier og sørgelige tilfælde. Illegal handel fører ofte til at de vilde orangutanger lever som kæledyr under naturstridige og ekstreme forhold. Nogle blive solgt til avlscentre i eksempelvis Egypten og Thailand, eller private og offentlige zoos, hvor de udstilles som underholdning og mishandles for at kunne optræde sammen med eller for turister.

Enkelte gange opdages og retsforfølges de illegale handler, men også her kan orangutangen blive et uskyldigt offer i en lang retssag. Der findes eksempler, hvor udlevering kan vare mere en 5 år, alt imens orangutangen opbevares i karantæne og venter den videre skæbne.

Hos Red Orangutangen har vi via vores samarbejdspartner – BOS Foundation – været med til at sikre, at mange orangutanger er blevet reddet, og sendt hjem til Borneo. Her kan de så påbegynde en lang men beskyttet rehabilitering og oplæring, inden de forhåbentligt kan sættes ud i regnskoven igen.

Det seneste eksempel på en international, illegal handel med orangutanger, er Taymur, der endte som kæledyr i et fremmed land. Den 2,5 årige Taymur blev heldigvis opdaget og reddet hjem fra Kuwait til rehabiliteringscenteret Nyaru Menteng på Borneo. Læs mere om Taymur her>>

Kilder:
CITES – Convention on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora
STOLEN APES - Rapport fra UNEP og GRASP – Great Apes Survival Partnership
APES IN DEMAND – TRAFFIC report 2016 
BBC artikel - Data og statistik på illegal handel 
DR artikel - Handel med orangutanger opdaget