Valentino

Valentino ankom på Valentinsdag, og det var derfor han fik sit navn. Men der var ikke nogen, der havde regnet med, at han ville leve så lidt op til det.
 

Efterladt på en flodbred

Da vi modtog Valentino, var han en lille skrøbelig unge på kun 5-6 måneder. Centerets redningshold var blevet tilkaldt til en landsby på den centrale del af Borneo. Her havde en lastbilschauffør spottet en ensom og forladt orangutangunge på en flodbred. Da en orangutangmor aldrig vil forlade sin unge, frygter vi, at det værste er sket med hende. Derfor tog redningsholdet ham med tilbage til centeret, hvor han efter intens pleje igen fik mod på livet.


En frisk lille bisse

Valentino er netop rykket op i Skovskolen til de lidt større orangutanger. Her er han en rigtig drillepind. En dag listede han sig ind på orangutangen, Lucy, der lå i en kurv og sov. Han tog beslutsomt fat om kurven og vendte den på hovedet med Lucy inden i. Han skyndte sig selvfølgelig væk fra åstedet, så hurtigt som de små ben kunne bære. Han elsker at lege og glemmer ofte sin middagslur, fordi han er optaget af at klatre i de små træer eller hoppe rundt i gyngerne med sine gode venner.

 
 

Har et ømt punkt for personalet

Selvom Valentino er mere drilagtig end romantisk anlagt i Skovskolen, har han dog kastet sin fulde kærlighed i en vis retning - mod babysitterne. Han har helt klart et ømt punkt for dem. For eksempel kan han finde på at overdynge dem med krammere og nusse dem blødt i hovedbunden, når han slapper af i eftermiddagsheden.

Hvis du adopterer Valentino, er du med til at hjælpe ham tilbage til livet som en vild orangutang i regnskoven. Du vil modtage opdateringer med billeder og videoer, så du kan følge med i hans liv og udvikling. Med hans gå-på-mod er vi sikre på, at han nok skal blive en meget dygtig orangutang, der kan klare sig i naturen.
 
 
 
 

Fakta om Valentino

Ankomst: 14. februar 2015

Alder ved ankomst: 5-6 måneder

Intelligent og hurtigt voksende lille unge, der ankom på Valentinsdag 2015. Bliver altid opslugt af sin leg, og en dag sad han pludselig fem meter over jorden i et stort træ. Det var alligevel for meget. Så måtte personalet roligt guide ham ned centimeter for centimeter.

Det får du som adoptant

  • Et adoptionsbevis og et billede af din orangutang.
  • En opdatering hvert kvartal hvor du hører, hvordan Valentino har udviklet sig siden sidst.
  • Videoer og billeder med din orangutang.
  • Et nyhedsbrev hvor du får de seneste nyheder fra Borneo og resultaterne fra arbejdet med at redde den kritisk truede orangutang.

Det gør du som adoptant

  • Din adoption er symbolsk, hvilket vil sige, at du ikke blot hjælper din egen orangutang, men også alle de andre orangutanger på centeret.
  • Du redder forældreløse orangutanger og sikrer dem et regnskovshjem, som de kan vende tilbage til.
  • Du støtter driften af verdens største rehabiliteringscenter for orangutanger.

 

Galleri med Valentino