En nylig frigivet rapport fra en af verdens største nationalparker, når det gælder vilde bestande af orangutanger, Sebangau National Park, i Central Kalimantan viser et skræmmende billede af ulovlige aktiviteter indenfor parkens grænser. Det er desværre også et realistisk billede af nationalparkers beskyttelsesudfordringer i Borneo generelt. Det er indonesiske Independent Forest Monitoring Network (JPIK) og Environmental Investigation Agency (EIA), der står bag rapporten, som er udgivet i september 2018.
Sebangau – hjem for op mod 6000 orangutanger
Det mere end 568.000 hektarer store område i Central Kalimantan, syd vest for Mawas, har siden 2004 været udnævnt som national park af den indonesiske ministerium for skov. Området er lavtliggende, og 81 % af parkens samlede areal er karakteriseret som tørvmose. Sebangau nationalpark har fået navn efter floden Sebangau River, der løber gennem området.
Tørvmoseskov er særligt under pres, da store områder af tidligere tørvmoseskov på Borneo, er blevet drænet, eller omlagt til landbrug og skovbrug. Desuden er området, hvor parken er blevet etableret, estimeret til at have en population på over 5800 orangutanger (tal fra 2010) og også store grupper af den truede hvidskæggede gibbon. Sebangaus tørvmose er også interessant i en klima-sammenhæng, da de optil 10-12 meter tykke tørv af delvist nedbrudt plantemateriale indeholder kæmpe mængder af ophobet CO2, så længe det forbliver fugtigt.
En tragisk baggrund og en tvivlsom fremtid
Forud for 2004 var Sebangau, ligesom Mawas, del af et stort og fejlslagent indonesisk ris-projekt, også kendt som the ”Mega Rice Project”. Projektet skulle gøre Indonesien selvforsynende med ris. Enorme områder blev drænet via kanaler og afskovet lovligt af træindustrien, inden at projektet blev skrinlagt – blandt andet på grund af uegnede jordbundsforhold. Tilbage lå et kæmpe område af degraderet skov og åbne arealer, men stadig med høj ”conservation value” – blandt andet på grund af dyrelivet og det særlige øko-system i området.
Forskere har flere gange berettet, at tilstanden for området var yderst kritisk, og at udforingerne med genopretning var enorme. Blandt andet har området behov for kanalblokeringer, der skal genvande den skrøblige tørvmosebund.
Rapporten fra 2018 konkluderer, at der stadig foregår mange overtrædelser og ulovligheder inde i både genopretningszoner og i den delvist intakte skov (wilderness zone). Flere monitoreringsture fra 2016-2018 har endda dokumenteret afskovning og afbrænding af skov inden for nationalparkens grænser til brug for oliepalmeplantager, og der bliver åbenlyst ikke handlet på overtrædelser indenfor nationalparken af dem som har monitoreringsansvaret.
Nationalpark uden reel fredning er en kompliceret udfordring
Sebangau er på kortet grænset ind som én nationalpark, men på distriktsplan er den opdelt i tre (Pulang Pisau, Kantingan og Palangkaraya). Hvert distrikt med sine lokale regeringer og ifølge JPIK og EIA tilsyneladende også varierende opretholdelse og tolkning af parkens brug og beskyttelse.
Områderne i nationalparken er kæmpe store, og nærmest umulige at patruljere og overvåge konstant. JPIK og EIA har udover deres stikprøvelignende monitoreringsture brugt satellitfotos til at analysere udviklingen i Sebangau. De påviser en trefoldig stigning i afbrændinger, og har linket mange af afbrændingerne direkte til konvertering af oliepalmeplantager efterfølgende.
Alene i 2013-2015 er der indenfor nationalparken sket afskovning af mere end 18.000 hektarer. De dokumentere desuden store mængder af illegal tømmer, der fortsat sendes via kanaler og floder ud fra parken.
Det er nærliggende at tro, at når et område er blevet tildelt benævnelse og klassificering som nationalpark på nationalt niveau, så er området fredet og beskyttet for yderligere degradering. Desværre er dette ikke tilfældet. Rapporten er desværre et eksempel på de udfordringer, der eksisterer i virkeligheden og et bevis på forskel mellem ord og handling. Trusler i form af skovbrande er altid overhængende og umulige at eliminere fuldstændigt, men at bevidst afskovning og produktion finder sted i nationalparker, er både foruroligende og tragisk.
Oplysning og rapportering er kun en del af løsningen
JPIK og EIA anbefaler at den indonesiske regering tager affære, og følger op på deres rapportering af overtrædelser og ulovlig adfærd. De håber også, at der foretages en mere dybdegående undersøgelse af nationalparkens brug og tilstand, og at oliepalmelicenser omkring parken evalueres og monitoreres tættere, da nogle af disse kan linkes til overtrædelser i nationalparken.
Rapporteringen giver et godt indblik i nogle af de udfordringer, som beskyttelse af skov og de vilde bestande af orangutanger også omfatter. Store områder, modsatrettede interesser, samt manglende monitorering og sanktioner. Du kan læse rapporten og flere detaljer fra Sebangau Nationalpark her >>
Red Orangutangen er i øjeblikket involveret i et enkelt område, der har status af nationalpark. Det drejer sig om TNBBBR i den nordlige del af Central Kalimantan, der bruges som genudsættelsessted for rehabiliterede orangutanger fra centeret i Nyaru Menteng. Nationalparker på Borneo er oftest en positiv klassificering, når det gælder beskyttelse af tilbageværende, ”high conservation value” (HCV) skov og dyreliv. Desværre er det ikke ensbetydende med sikker regnskov, og understreger vigtigheden af fortsat støtte til lokale beskyttelsesaktiviteter og udviklingsprojekter med bevarelsesformål – både i nationalparker og andre (Land-use) klassifikationer af skov.
Red Orangutangen styrker derfor, sammen med sine indonesiske partnere, indsatsen for at beskytte TNBBBR imod ulovlige aktiviteter og de genudsatte orangutanger.
