Corona-pandemien har ført fødevaremangel og stigende fødevarepriser med sig i Indonesien. Det har store konsekvenser for den fattige del af befolkningen – og for naturen. Vi har derfor skærpet vores fokus på at støtte lokalbefolkningen i at blive selvforsynende.

Corona-pandemien har store sundhedsmæssige konsekvenser over hele verden. Men mange steder har krisen også betydet, at almindelige mennesker har sværere ved at brødføde deres familier.

Det gælder blandt andet for den fattige del af Indonesiens befolkning. Efter to årtier med økonomisk fremgang, har coronakrisens nedlukninger fået vækstkurverne til at vende. Fattigdommen er steget, og familier i sårbare landområder har samtidig fået sværere ved at skaffe mad på grund af fødevaremangel og stigende priser. De der har mistet deres job i byerne, rejser samtidig tilbage til landområderne, hvilket resulterer i endnu flere munde at mætte.

For at undgå at familier må sulte, er det nødvendigt at styrke de lokales muligheder for at brødføde sig selv og skabe nye indtægtsmuligheder. Det er allerede en central del af mange af Red Orangutangens projekter, men i forbindelse med COVID-19-pandemien har vi skærpet indsatsen flere steder på Borneo med støtte fra Civilsamfundspuljen (CISU).

Støt vores arbejde: Bliv Orangutangpartner

Coronakrisen har betydet fødevaremangel og stigende priser på mad i Indonesien (Foto: BNF)

Stort behov for indsatsen

I landsbyerne omkring nationalparken Bukit Baka Bukit Raya National Park (TNBBBR) har befolkningen først og fremmest at leve af skovens ressourcer. Men efter at området i 1970’erne blev fredet, er der et større behov for, at de selv dyrker deres afgrøder og har penge til at købe dagligvarer fra markeder. Det er en udvikling der sker over hele Indonesien, men den slags omlægninger tager tid. Det er bestemt ikke blevet lettere med corona-pandemiens indtog, hvor nedlukninger i perioder har afskåret adgangen til markedet og prisen på fødevarer er steget.

I landsbyerne nær nationalparken TNBBBR bliver der oprettet små køkkenhaver, som skal hjælpe beboerne med at blive selvforsørgende (Foto: BOSF)

Derfor organiserer Red Orangutangen og vores partner BOS Foundation lokale selvhjælpsgrupper i seks landsbyer i området. Deltagerne bliver trænet i aktiviteter, som for eksempel af etablere fiskedamme, opdrætte kyllinger og ænder, dyrke grøntsager og plante gummi- og frugttræer. Og det er et populært tiltag:

”Vi har oplevet virkelig positive resultater i TNBBBR. 29% af befolkningen i de landsbyer, vi arbejder i, deltager i projektet med at producere fødevarer – og det er altså virkelig højt. Det viser, at det her virkelig er noget, der har været et behov for,” forklarer Marie Sigvardt, programleder hos Red Orangutangen.

Mad på bordet og penge mellem hænderne

Også i Rungan-området i Centralkalimantan arbejder Red Orangutangen for bedre levevilkår for de lokale. Her i samarbejde med Borneo Nature Foundation.

Programmet bliver kørt af en gruppe husmødre og fokuserer på dem, der har en have med mulighed for selv at dyrke afgrøder og dermed blive mindre afhængige af markeder med høje fødevarepriser. Her er det særligt krydderier og grøntsager, der er fokus på – chili, tomater og løg blandt andet.

Krydderurter og grøntsager skal både give beboerne i Rungan-området mad på bordet og varer at sælge på markedet (FOto: BNF)

”Med dette permakultur-initiativ kan vi reducere vores indkøb på markeder, fordi vi kan få dækket størstedelen af vores behov direkte fra vores haver. Mens folk er forvirrede omkring, hvordan de skal skaffe mad, fordi de ikke kan komme til markedet, har vi ingen problemer,” siger Marta Lisa, som leder en af landsbygrupperne, til BNF.

På sigt skal aktiviteterne dog ikke kun give mad på bordet, men også penge mellem hænderne. De lokale i begge områder får nemlig undervisning i, hvilke afgrøder, der kan være et marked i at sælge.

Lokalsamfunds velfærd beskytter naturen

Når lokalbefolkningerne bliver selvforsynende, forbedrer det ikke kun deres levevilkår – det har også en positiv betydning for naturen i området.

”Denne indsats har betydning for de lokales overlevelsesmuligheder, men mindsker samtidig risikoen for, at de lokale presses ud i illegale aktiviteter såsom ulovlig tømmerhugst eller minedrift,” forklarer Marie Sigvardt.

Små fiskedamme i en landsby nær nationalparken TNBBBR (Foto: BOSF)

Under første coronanedlukning steg den illegale tømmerhugst i Borneos regnskov– et klart tegn på, at mange lokale følte sig nødsaget til at gribe til alternative metoder, efter at have mistet deres indkomst. Hvis de modsat kan klare sig uden at fælde regnskoven, kan lokalbefolkningen i stedet blive et vigtigt led i beskyttelsen af skoven.

”En del af arbejdet med naturbeskyttelse, udover at beskytte selve miljøet, bør altid handle om at forbedre lokalsamfundenes velfærd, så de indsatser, der skal beskytte miljøet bliver videreført af de folk, der bor i området,” BNFs Community organizer Fadly Amiha.

Støt vores arbejde: Bliv Orangutangpartner