Tørketiden er kommet. Mens vi i Danmark har nydt varmen, markerer den i Borneo en langt mere farlig tid, der truer skove, dyreliv og lokalsamfund. Risikoen for skovbrande stiger markant, især i tørvemoseskoven. Disse områder er ekstremt brændbare og kan antændes af den mindste gnist. 

Hvert år i tørkesæsonen fejer store brande hen over Borneo, ofte udløst af rydning og afbrænding af jord til landbrugsformål og forværret af de globale klimaforandringer. Brandene kan sprede sig hurtigt, være svære at kontrollere og forårsage omfattende ødelæggelser.

Konsekvenserne er vidtrækkende. Brandene ødelægger store områder af tørveskov og vigtige levesteder for vilde dyr. Derudover udgør de også alvorlige sundhedsrisici for lokalbefolkningen, fordriver familier fra deres hjem og medfører betydelige økonomiske tab.

Skovbrande bliver stadig hyppigere, mere langvarige og voldsommere i takt med klimaets forandringer. Det viser tydeligt, hvor vigtigt det er med forebyggelse, koordinering og lokale kræfter på frontlinjen. 

Læs mere om skovbrandene i 2020 under coronakrisen

Kvindelig brandbekæmper under træning. Foto: BNF

Styrkelse af den lokale indsats: Et mangeårigt engagement

For at imødegå de voldsomme konsekvenser af skovbrande har Red Orangutangen i mange år arbejdet tæt sammen med vores lokale partner Yayasan Borneo Nature Indonesia (BNF). Sammen med lokalsamfundene i Borneo har vi udviklet løsninger, der kan forebygge og begrænse brandenes ødelæggelser.

I dag fortsætter vi arbejdet gennem projektet “Opbygning af modstandsdygtige lokalsamfund omkring Sebangau Nationalpark gennem lokalt forankrede klimatilpasningsstrategier”, som har til formål at styrke den lokale indsats yderligere. Sebangau nationalparken huser en af de største orangutangbestande med omkring 6500 individer.

Her handler det om at engagere endnu flere lokale i klimatilpasningsstrategier – herunder brandforebyggelse, bedre samarbejde mellem landsbyernes beredskabshold og de officielle brandmyndigheder, og samtidig udvikle mere effektive procedurer for både overvågning og brandslukning.

Brandberedskab ledet af lokale: Frontlinjeindsats i Kereng og Marang

En hjørnesten i projektet er støtten til lokale brandberedskabshold, bestående af frivillige, der patruljerer i brandtruede områder – især i tørkesæsonen. I maj besøgte Arafa Khatib fra Red Orangutangen landsbyerne Kereng og Marang, som begge ligger i bufferzonen til Sebangau Nationalpark, for at møde disse dedikerede lokale helte.

“Det er hårdt og krævende arbejde,” sagde en gruppe i Marang, “… men nogen er nødt til at gøre det.”

Med kun ti medlemmer kan holdet ikke patruljere dagligt. Fra juni til oktober tager de på skift ud hver anden dag, hvor de fokuserer på højrisikoområder og alarmerer resten af gruppen og landsbyen, hvis der opdages brand.

Frivillige brandforebyggelsesteams som disse spiller en vigtig rolle i at opdage brandene i tide, rapportere og støtte de lokale brandmyndigheder, hvilket muliggør prioriteret og koordineret indsats.

Læs mere om klimaforandringernes konsekvenser for Borneos lokalsamfund

“At bekæmpe brande er ikke uden fare”

Programansvarlig Arafa Khatib prøver det tunge brandslukningsudstyr. Foto: STO

Motivationen for mange frivillige stammer i høj grad fra de ødelæggende brande i 2015, som ødelagde mere end to millioner hektar skov og tørvemose. Denne traumatiske begivenhed satte dybe spor og driver fortsat lokalsamfundet, selv når det bringer dem i fare.

“At bekæmpe brande i tørveområder er ikke uden fare,” forklarede en beboer i Kereng. “I forberedelsen tjekker og reparerer vi alt udstyr – slanger, skovle, radioer, generatorer. Forberedelserne omfatter også kortlægning af brandtruede områder og udvikling af beredskabsplaner, herunder identificering af tilgængelige vandkilder og etablering af varslingssystemer i landsbyen.”

Brandslukning foregår ofte under udmattende forhold. Brande kan opstå i fjerntliggende områder, hvilket kræver, at patruljer rejser med båd og derefter til går gennem kilometervis af sump til knæene – mens de bærer op til 15 kilo eller mere udstyr. Nogle gange må de oven i dette bære iltflasker for at kunne arbejde i den tætte røg.

Takket være de erfarne hold fra BNF, får brandpatruljerne essentiel træning samt projektstøttet udstyr som røgmasker, handsker og generatorer, der øger deres sikkerhed og effektiviteten af indsatsen.

Vogtere af Borneos tørveområder

Gennem dedikation og samarbejde udgør disse lokale brandfolk, landsbyboere og myndigheder kernen i arbejdet med at beskytte Borneos sårbare men vitale tørveområder. Vi er stolte af at støtte deres indsats og den bredere mission om at bevare et af verdens mest unikke økosystemer. 

Projektet er finansieret af  CISU – Civilsamfund i Udvikling og CCAM-puljen og løber frem til november 2026.

Brandpatruljegruppe i Marang. Foto: STO