Garu – som blev født, da hendes mor var på ø-universitetet – er nu en selvstændig orangutang med en stærk beskyttertrang over for sin mor og lillesøster. De blev alle tre observeret i regnskoven for nyligt.
Vores indonesiske partner BOS Foundation sender jævnligt monitoreringshold ud i regnskoven for at sikre, at de genudsatte orangutanger klarer sig godt. Det giver nogle helt særlige oplevelse, når de støder på både orangutanger, der er blevet genudsat for nyligt, og dem som allerede har tilpasset sig livet i regnskoven.
Da et monitoreringshold for nyligt var i Bukit Batikap Protection Forest spottede de to orangutanger, der spiste frugt i et træ tæt ved floden. De kunne i første omgang ikke genkende orangutangerne, men da de kom tættere på, viste det sig, at det faktisk var kendte orangutanger, de havde fået øje på: Hunnerne Gadis og Garu. Et nærmere kig afslørede også en tredje lille orangutang: ungen Galaxy.
Garu er Gadis’ datter, og de blev begge genudsat i november 2012. Garu blev født på ø- universitetet den 15. december 2009. Nu er hun en selvstændig orangutang, der ikke altid er sammen med sin mor, når hun bliver spottet af monitoreringsholdene. Gadis er i mellemtiden blevet mor til endnu en unge – nemlig lille Galaxy, der blev født tidligere i år.
I skjul observerede holdet orangutang-trioen i to dage. Garu viste tydeligt, at hun føler, at hun skal beskytte og passe på sin familie. Gik monitoreringsholdet for tæt på, så Garu så dem, begyndte hun at smide smågrene efter dem.
Garu tog sig i løbet af dagene en tur alene i regnskoven, men vendte tilbage med mad til sin mor og lillesøster. Om aftenen byggede hun redde omkring 40 meter væk fra moderens redde.
Læs mere om rehabiliteringsprocessen, genudsættelserne og monitorering her.