En indsats for at sænke smitten i landsbyerne omkring rehabiliteringscentrene viste sig i 2020 at være en stor succes. Nu fortsætter vi indsatsen for at beskytte mennesker og orangutanger. Samtidig kan flere orangutanger endelig se frem til at blive flyttet fra centrene til regnskovs-øer.
Selvom coronapandemien langt fra er et overstået kapitel, begynder det nye år med håb på rehabiliteringscentrene.
I sommers satte Red Orangutangen og vores partnere en vigtig COVID-19-forebyggende indsats i gang i landsbyerne omkring rehabiliteringscentret Nyaru Menteng for at beskytte personale og orangutanger.
Indbyggerne i landsbyerne – inklusive Nyaru Mentengs personale – blev testet. Der blev informeret om alle de vigtige coronaråd, og hvordan man forholder sig, hvis man bliver smittet. Og landsbyerne blev forsynet med værnemidler og hygiejneartikler såsom sæbe og håndvaske.
Den indsats gjorde en tydelig forskel for smitten i området.
”Vi kan se, at antallet af nye smittede faldt fra vi startede projektet til det sluttede. Der kan ikke være tvivl om, at projektet har en stor del af æren for det, og derfor anser vi det som en stor succes. Det er vigtigt for befolkningen i landsbyerne, men det beskytter også orangutangerne på rehabiliteringscentret, når smitten falder i de områder, hvor personalet bor,” forklarer Red Orangutangens direktør Hanne Gürtler.
Læs også: Her er vores indsatser mod COVID-19
Corona-indsatsen bliver skærpet
Desværre er den generelle coronasituation i Indonesien fortsat bekymrende. Med stigende smittetal så langt øjet rækker, har vi derfor valgt at fortsætte indsatsen med at informere om og teste for corona i området omkring Nyaru Menteng. Denne gang er også området omkring rehabiliteringscentret Samboja Lestari omfattet af projektet.
Erfaringer fra 2020 viser, at områder såsom markeder er smitte-hotspots, og disse erfaringer bruger vi nu til at gøre indsatsen endnu mere målrettet.
Støt vores arbejde: Bliv Orangutang-partner.
Orangutangerne kan nu komme til regnskovsøer via vandvejen
Mens indsatsen i landsbyerne holder corona ude fra centrene, fortsætter rehabiliteringen i skovskolen indenfor – selvfølgelig under strenge coronarestriktioner.
Og efter næsten et år, hvor ingen orangutanger er blevet flyttet ud fra centrene, er der nu godt nyt for de orangutanger, som er klar til at fortsætte deres liv på overvågede regnskovsbeklædte øer.
Selvom corona har gjort det umuligt at transportere orangutangerne til øerne i bil, er der nu opstået en ny mulighed: Orangutangerne kan i stedet blive sejlet ud til øerne. På den måde er de afskærmet fra smitte.
Det betyder, at orangutanger, der mangler færdighederne til at klare sig selv i regnskoven, kan blive flyttet til trygge fristedsøer, hvor de kan leve i naturlige omgivelser under opsyn. Og de orangutanger, som har gennemført skovskolen, kan nu nå den sidste prøve, før de bliver genudsat i naturen: Nemlig at leve på en regnskovs-ø og bevise, at de kan bruge deres nye færdigheder i praksis.