Debat-indlægget blev publiceret på Altinget.dk den 21/4-2021.
Hvis udviklingsministeren skal leve op til løfter om, at den nye udviklingsstrategi skal inddrage klima og biodiversitet, så kræver det, at lande med høj biodiversitet og komplekse men udsatte økosystemer ikke bliver forbigået, skriver Hanne Gürtler.
En af de allervigtigste ting at tage med sig fra et år i pandemiens tegn er, at menneskers velfærd i høj grad er knyttet til naturens.
Når vi ødelægger naturen, mister tusindvis af arter deres levesteder, klimaforandringerne eskalerer, risikoen for udbrud af smitsomme sygdomme stiger, og mennesker bliver fattigere. Det er ikke ny viden. Men, som så meget andet, er det blevet endnu tydeligere under den nuværende sundhedskrise.
Alle disse sammenhængende konsekvenser betyder, at vi ikke kan se bort fra naturen – heller ikke i udviklingsarbejdet.
Bredt geografisk fokus
Derfor er det enormt positivt, når udviklingsministeren vil prioritere klima, natur og miljø i den nye udviklingsstrategi. Vi ser også fokus på marginaliserede grupper og en grøn genopretning efter covid-19 som vigtige initiativer.
Men hvis strategien skal leve op til ambitionerne, er det nødvendigt at have et geografisk bredt fokus. Skal vi bremse nogle af tidens største kriser og sikre os, at konsekvenserne af klimaforandringer, naturødelæggelser og pandemier ikke eskalerer fattigdom og ulighed, kræver det, at den nye udviklingsstrategi inkluderer indsatser i områder med høj artsrigdom og med stor betydning for klimastabilisering.
Det gælder eksempelvis et land som Indonesien.
Tropiske skove har stor betydning for klimaet
Red Orangutangen arbejder i felten på Borneo, som er delt mellem Malaysia, Indonesien og Brunei. Borneo er et af de steder i verden, hvor artsrigdommen er størst. Men, på trods af flere initiativer gennem årene for at bremse det, er afskovningen massiv. Det har enorme konsekvenser både på Borneo og på verdensplan.
Fortsætter rydningen af skovene, mister vi tusindvis af unikke arter med vigtige funktioner for økosystemerne. Samtidig er ødelæggelse og afbrænding af verdens skove i dag den næststørste årsag til menneskeskabt CO2-udledning, kun overgået af udledning fra afbrænding af fossile brændstoffer.
Bevarelse og genopretning af skove er derfor oplagt at tænke ind i klimaindsatsen – ikke mindst de kulstofrige tropiske skove, som eksempelvis Indonesiens tørvemoseskove. Disse ældgamle skove kan lagre langt mere kulstof end andre skovtyper – helt op mod 12 gange mere end Asiens andre tropiske regnskove.
Rydningen af tørvemoseskovene er faktisk så stor en klimakatastrofe, at Indonesien i 2015, hvor de årlige skovbrande var særligt hårde, blev en af verdens største udledere af drivhusgasser.
Hvis vi blot lukker øjnene for situationen i lande som Indonesien, der er rige på tropiske skove og biodiversitet, lever vi ikke op til vores klima- og biodiversitetsambitioner. Det går som bekendt særligt hårdt ud over de fattigste lande.
Oprindelige folk mister deres levebrød
Udover afledte effekter fra klimakrisen, går afskovningen i sig selv også ud over mennesker. Verden over lever mange mennesker fra dag til dag af naturens ressourcer. Her er der især tale om oprindelige folk, som lever i et tæt forhold til naturen.
Når skoven bliver fældet, mister millioner af oprindelige folk og andre skovafhængige samfund altså deres levebrød. Mens FN’s klimapanel (IPPC) og mange andre understreger vigtigheden af oprindelige folks viden i klimakampen og for at bevare skovene, så presses de i mange tropiske lande i stedet væk og mangler rettigheder og anerkendelse. Det medfører marginalisering, fattigdom og identitetstab.
Hvis den nye udviklingspolitiske strategi skal leve op til verdensmålene, så skal vi tage ’leave no one behind’-princippet seriøst. Vi må ikke lade nogle af verdens mest marginaliserede grupper i stikken.
Her spiller de danske civilsamfundsorganisationer en central rolle. De har nemlig et stort kendskab til lokalområderne og har opbygget stærke netværk med lokale NGO’er. Styrkelse af de danske civilsamfundsorganisationer, er derfor en effektiv måde at sikre, at Danmarks indsats rammer netop de marginaliserede grupper.
Fattigdom og afskovning stiger med corona
Desværre har corona-situationen forværret afskovningen. Alene i de første 20 uger af 2020 steg afskovningen i Indonesien med 50 procent i sammenligning med samme periode i 2019. Et lignende billede ses i andre dele af verden – for eksempel i Brasilien og Congo.
Det er en konsekvens af manglende aktiviteter, herunder patruljeringer i skovene, mens folk har skulle blive hjemme. Men den stigende fattigdom som følge af nedlukningen af samfundet kan også have drevet flere ud i illegale aktiviteter såsom træhugst for at skaffe mad på bordet.
Pandemien har især store konsekvenser for allerede marginaliserede og fattige befolkningsgrupper og bidrager til at forværre ulighed og skubbe mange flere ud i fattigdom. Dette gælder også i vækstøkonomier som Indonesien.
En undersøgelse af det uafhængige forskningsinstitut Social Monitoring and Early Response Unit (SMERU) fra august 2020 estimerede, at pandemien kan skubbe yderligere 19,7 millioner indonesere ud i fattigdom og øge fattigdomsraten til 16,6 procent. Dette vil betyde en tilbagegang til 2004.
Pandemien efterlader sig en verden, som lægger et ekstra pres på udviklingsarbejdet. Og som gør det helt tydeligt, at de områder, hvor artsrigdom og klimapotentialet er stort, ikke må ignoreres.
