Med kampagnen #plant_1_2_trees sætter vi fokus på at genoprette ødelagt regnskov og plante nye træer til orangutangerne i fremtiden. Men hvordan gør man lige det?

Ødelæggelser af regnskov er blandt de vigtigste grunde til, at orangutangen er en kritisk truet art. Hver dag bliver regnskov ryddet og i løbet af de seneste fire årtier er 80% af orangutangernes levesteder forsvundet!

Men der er stadig håb for en del af de brændte og fældede skovområder. De kan nemlig genoprettes, så de med tiden bliver til ny frodig skov, som fremtidens orangutanger kan leve i.

Vi genopretter og genplanter tørvemoseskoven Mawas på Borneo, som er hjem for omkring 2500 vilde orangutanger. En tredjedel af området er desværre ødelagt – og det er dét vi vil ændre på.

Støt genskabelsen af regnskoven her.

Her kan du lære mere om, hvordan vi gør det:

Genplantning

Frøene til de nye træer bliver indsamlet i lokalområdet og sået i små poser af naturmateriale i landsbyplanteskoler. Senere på året, bliver de kimplanterne plantet ud, så de med tiden kan vokse op og blive til ny frodig regnskov.

Det giver det håb for orangutanger og andre dyr i området. Men træerne kan også suge CO2 ud af atmosfæren og lagre kulstof til gavn for klimaet.

Genplantning af små træer (Foto: BPI)

En stor del af arbejdet bliver udført af lokale i området. De planter frø, passer kimplanterne og planter dem ud, når det er tid. Gennem arbejdet får de lokale forbedrede leveforhold, og samtidig giver det dem mere viden om naturbeskyttelse.

Læs også: Red Orangutangen vil genskabe regnskoven med ny kampagne

Blokering af dræningskanaler

Et kendetegn for tørvemoseskov er den høje vandstand. Men da Mawas i 1990’erne blev udpeget som et sted, der skulle dyrkes ris, blev der etableret hundredevis af dræningskanaler i området. Det fik store konsekvenser for økosystemet, og nu, hvor ris-projektet er droppet, skal der rettes op på den skade, dræningskanalerne forvoldte.

Dræningskanaler bliver blokeret

Som en del af projektet i Mawas, blokerer de lokale derfor disse dræningskanaler. Det betyder, at vandstanden stiger igen og tørvemosens økosystem bliver genoprettet. På den måde bliver kulstof i tørven frem for at blive frigivet til CO2 – og dét er vigtigt!

Tørven består nemlig af metervis af ældgammelt plantemateriale, som er stopfyldt med kulstof. I de skovområder, som er ødelagt og drænet falder tørven stille og roligt sammen og frigiver kulstoffet som CO2 til atmosfæren. Men genopretter man området, bliver kulstoffet lagret i jorden og stabiliserer klimaet.

Når vandet i tørvemosen stiger igen, bliver risikoen for skovbrande også betydeligt mindre – igen vigtigt for både biodiversitet, klima, lokale og skoven selv.

Patruljeringer og brønde

Selvom Mawas er et beskyttet område, forekommer der stadig illegale aktiviteter – som for eksempel tømmerhugst – i skoven. Derfor er det vigtigt at holde øje og passe på området. Som en del af projektet patruljerer lokale grupper området for at sikre det mod skovbrande og ulovlige aktiviteter.

Der bliver samtidig bygget brønde, som gør det muligt effektivt at slukke de brande, som alligevel kan opstå i området.

Beskytter også den eksisterende regnskov

Aktiviteterne i Mawas betyder, at området i det hele taget bliver mere robust. Det er også en fordel for den eksisterende skov, som ligger lige ved siden af genplantningsområdet. Genplantningsområdet kommer nemlig til at fungere som en beskyttende zone, der gør, at den eksisterende skov forhåbentlig ikke behøver samme behandling.

Læs mere om genopretning af ødelagt regnskov.