Takket være CISU-finansierede projekter har de oprindelige folk i skovområdet Rungan fået juridisk status som skovens vogtere. Dette vil beskytte området mod udnyttelse og bevare den vilde orangutangs hjem.

Rungan er et afsidesliggende naturområde i det sydlige Borneo med stor biodiversitet.  Et eksempel på dette er de unikke olintræer – også omtalt som jerntræer, da de er hårde som jern. Disse betragtes som hellige for det oprindelige folk. Herudover er Rungan hjemsted for omkring 3.000 fantastiske vilde orangutanger.

Statsejet regnskov

Selvom denne natur-perle har været det oprindelige folks territorium i evigheder, har de ikke haft de  juridiske rettigheder til området. I stedet var det en fuldstændig ubeskyttet statsejet skov.

Da Red Orangutangen i samarbejde med Borneo Nature Foundation (BNF) startede sit første fælles projekt for at hjælpe, var tiden knap. Rungan var ved at blive ædt op af palmeolieplantager og guldminer, så det var vigtigt at handle hurtigt.

Læs også: Et kapløb med tiden: Regnskoven bliver fældet, mens de lokale kæmper for at beholde den

Rungans oprindelige folk er afhængige af regnskoven

Det første projekt involverede udvikling af en forvaltningsplan for at give de oprindelige folk lovlige rettigheder som skovens vogtere. Det viste sig at være et omfattende bureaukratisk kompliceret arbejde, som det tog år at færdiggøre. I det efterfølgende projekt, som også varede i flere år og sluttede i februar 2023, var meget af arbejdet fra det første projekt faldet på plads.

Flere landsbyer får rettigheder

Hvor man i første omgang arbejdede  med nogle få landsbyer omfattede projekt nummer 2  i alt seks landsbyer. Nu har landsbyboerne fået status som oprindelige folk med juridiske  rettigheder til området.

“De her projekter handler om at dokumentere deres rettigheder og lobbye for de skal have juridiske rettigheder til Rungan. Det er det, vi har hjulpet dem med. Vi agerer bro mellem de oprindelige folk og myndighederne,” siger Marie Sigvardt, programchef hos Red Orangutangen.

Læs også: Rettigheder til jord – et centralt element i skovbevarelse

For de mennesker, som ikke ville have været i stand til at gennemtvinge denne forandring på egen hånd, har projekterne gjort en kæmpe forskel.

“At de har fået såkaldte Social Forestry Permits betyder alt for dem. Havde de ikke fået disse tilladelser, kunne et palmeolieselskab til enhver tid være kommet og fælde skoven – og de havde mistet deres levebrød.”

Rettigheder beskytter også regnskoven

BNF er meget tilfredse med projekterne og det gode samarbejde.

“Med flere og flere skove, der forvaltes af lokalsamfund, håber vi at udvide vores nuværende partnerskaber og sikre Central-kalimantans utrolige naturrigdom for fremtidige generationer,” siger BNF-direktør Juliarta Bramansa Ottay.

Andre projekter er også i gang – for eksempel et projekt om at skabe en naturkorridor, så orangutanger nemt kan flytte fra en del af Rungan til en anden.

“Vores projekter skal betragtes som ét bidrag blandt flere til hele Rungan, men vi var også en af ​​de første aktører, der startede projekter i dette område. Så meget af det, vi har lavet, har banet vejen for andre,” forklarer Marie Sigvardt.

Endnu 30 landsbyer venter på at få rettigheder til regnskoven, så det er sandsynligt, at Red Orangutangen og BNF vil starte nye fælles projekter i fremtiden. Der er også behov for at støtte landsbyer med eksisterende tilladelser til at håndtere det ansvar, der følger med at være skovens vogtere.

Støt vores arbejde i regnskoven

Social Forestry Permits gør en kæmpe forskel for de oprindelige folk
Fakta

CISU står for Civilsamfund i Udvikling og er en dansk paraplyorganisation for mere end 280 organisationer, der beskæftiger sig med udviklingsarbejde.