Det er bedst for regnskoven, når den bliver forvaltet af oprindelige folk. Dem, der kender den ud og ind. Men plantager overtager stille og roligt hektar efter hektar af skoven, og det er en svær og langvarig opgave at opnå rettighederne til jorden. Det hjælper Red Orangutangen og vores partnere de lokale med.
Engang var de skovens folk. De levede i og nær regnskoven og brugte naturens ressourcer i deres hverdag. Sådan er det i og for sig stadig for mange af Borneos oprindelige folk. Men som tiden er gået og industrielle interesser fylder mere og mere af Borneos regnskov, har mange oprindelige folk mistet store dele af den jord, som generationer af forfædre har betrådt.
Nogle er blevet fordrevet fra deres hjem. Andre bliver boende, men kan ikke længere dyrke jorden, fordi de ikke har de juridiske rettigheder til den. Det har ført til fattigdom og marginalisering.
”Traditionelt har de her mennesker levet af naturens ressourcer. De har dyrket mindre områder, samlet frugter og grønt i skoven og gået på jagt eller fisket. Når skoven bliver fældet, står de magtesløse tilbage. De er nogle af de fattigste i et land med høj fattigdomsrate,” forklarer Marie Sigvardt, som er programleder for Red Orangutangen.
”Samtidig viser flere studier, at de skovområder, hvor oprindelige folk har rettigheder til jorden, er de områder, der er bedst bevaret. Når du har ejerskab, beskytter du også skoven bedre, fordi der er en interesse i, at folk udefra ikke fælder skoven. Det bekræfter resultaterne fra vores egne indsatsområder også,” tilføjer Marie Sigvardt.
Kampen for oprindelige folks rettigheder er derfor et centralt element i de projekter, som Red Orangutangen udfører i samarbejde med partnerorganisationer og landsbyer på Borneo.
Læs mere om vors skovprogram her.
Staten ejer jorden
Uden rettigheder til de områder, hvor oprindelige folk har levet i tusindvis af år, er det lettere for udefrakommende at trænge ind – det er sket i høj grad med industrialiseringen.
Med et skøde i hånden har de lokale derimod en sikkerhed, som også giver dem mulighed for at tænke langsigtet, så de ikke ser sig nødsaget til hurtige indkomster i form af fældning af træer eller job på den nærmeste oliepalmeplantage. Og så er skødet en sikkerhed for ikke at blive drevet væk fra det hjem, som er stærkt knyttet til deres kulturelle identitet.
Læs også: Stammekultur som værktøj i kampen for rettigheder
I Indonesien ejer staten i udgangspunktet al jord og dermed også retten til at udlicitere regnskov til f.eks. oliepalmeplantager. I 2013 afgjorde den indonesiske forfatningsdomstol dog, at oprindelige folk har råderet over deres traditionelle skovområder.
”I praksis har denne afgørelse været længere tid om at blive implementeret. Derfor er der kun ganske få eksempler på oprindelige folk, som har fået anerkendt deres rettigheder. Det til trods for, at der de senere år har været stort fokus på dette fra politisk side,” forklarer Marie Sigvardt.
”Anerkendelse betyder, at vi eksisterer”
Oveni den manglende implementering af loven, er det en snørklet og dokumentationstung proces at søge om rettigheder. Det første skridt er officielt at blive anerkendt som oprindeligt folk – heller ikke det er simpelt.
Den manglende anerkendelse er en hjertesag for 60-årige Mr. Henrikus Heang Day. Hans stamme, Dayak Wehea, beboer seks landsbyer i Øst-Kalimantan, som med årene er blevet omgivet af oliepalmeplantager.
Dayak Wehea har en rig kultur og ældgamle traditioner, men alligevel er de ikke officielt anerkendt som oprindeligt folk.
”Anerkendelse er nødvendigt. Vi har brug for rettigheder på lige fod med alle andre,” ” siger Henrikus Heang Day, da Red Orangutangens projektmedarbejder Ditlev Damhus taler med ham på et projektbesøg.
Manglende anerkendelse gør det langt sværere at få formel ejendomsret til skovområderne, og det har store konsekvenser for levevilkårene i landsbyerne. Henrikus Heang Day er tydeligt berørt, mens han fortæller, hvordan familiemedlemmer har kæmpet for at få deres stamme anerkendt uden held.
”Det er meget hårdt personligt for mig ikke at blive anerkendt. Anerkendelse betyder, at vi eksisterer for dette land.”
Læs også: Bambus giver nyt liv til traditionelle kurve og figurer
Dokumentationstung kamp fra skrivebordet
Det er lykkedes nogle oprindelige folk rundt omkring i Indonesien at få brugsretten til jordområder, men det er kun få gange lykkedes at få de fulde rettigheder til et område – det der kaldes customary forest (se faktaboks).
Det kræver nemlig tonsvis af dokumentation: bl.a. kortlægning af områder med GPS og udarbejdelse af kort, dokumentation for, at deres traditionelle tro og regler (adat) stadig efterleves, og at de forvalter skoven efter disse regler.
”Dokumentationskravet er for de fleste landsbyer for højt til, at de selv er i stand til at udføre dette. Derudover er der flere eksempler på, at der fra myndighedernes side mangler at blive vurderet, hvornår dokumentationen er tilstrækkelig,” siger Marie Sigvardt.
- Ved Customary Forest overføres fuld juridisk ejerskab til et givent skovområde til de oprindelige folk, der har beboet det gennem hundreder eller tusinder af år.
- Customary Forest er en af flere typer Social Forestry, der i Indonesien dækker over flere forskellige typer forvaltningsinitiativer i skovområder såsom statsskove, private skove eller skove ejet af oprindelige folk.
- Som den eneste type under Social Forestry, er Customary Forest-titlen ubegrænset tidsmæssigt – og dermed en reel overdragelse af jorden til de oprindelige folk.
- Langt det meste jord er gået til Social Forestry-initiativer, der ikke indebærer reelt ejerskab, men derimod adgang og brugsret. Her kan nævnes Village Forests og Community Forests, hvor lokalsamfund og oprindelige folk får adgang og rettigheder til at bruge og forvalte skovområder i en afgrænset periode på 35 år.
- Data fra slut-2018 viser at kun ca. 17.000 ud af ca 1,9 millioner hektar under Social Forestry er Customary Forests.
I konkurrence med sværvægtere
Derfor går ngo’er som Red Orangutangen og vores indonesiske samarbejdspartnere i dialog med forskellige stammer og hjælper dem i rettighedsprocessen. Red Orangutangen og vores partnere BOS Foundation, BOS-RHO og Borneo Nature Foundation arbejder bl.a. sammen med landsbyer fra stammerne Dayak Wehea, Dayak Katingan og Dayak Ngaju, som lever i vidt forskellige områder af Borneo.
Ifølge Marie Sigvardt er der mange udfordringer forbundet med tildeling af rettigheder:
”Når oprindelige folk søger om at få tildelt jordområder, er de i konkurrence med mange andre interesser i forhold til brugen af jorden. Samtidig er Indonesien enormt decentraliseret, og på enkelte jordområder kan der være mange overlappende jordkrav. Dette medfører mange konflikter mellem landsbyer og virksomheder, men også mellem landsbyer, som mener at gøre krav på samme landområde. På den måde er der mange udfordringer bare i det at kortlægge områderne,” forklarer Marie Sigvardt.
Red Orangutangen hjælper med rettighedsarbejdet
Men trods udfordringer fortsætter rettighedsarbejdet med at være en central del af projekterne – side om side med andre initiativer, der skal udvikle de små samfund. F.eks. undervisning i miljømæssige problematikker eller skabelse af bæredygtige indtægtskilder.
”Vi arbejder med oprindelige folks rettigheder ud fra en holistisk tilgang, hvor arbejde med rettigheder og lokaludvikling understøtter bevarelse af skoven,” forklarer Marie Sigvardt.
Du kan læse mere om vores samarbejde med oprindelige folk her.
