De næste to uger mødes repræsentanter fra hele verden for at følge op på de internationale biodiversitetsmål.
Hvert år fylder FN’s årlige klimatopmøde mediernes spalter. Det kommer det givetvis til igen i november i år. Men der er faktisk et andet ligeså vigtigt topmøde i FN-regi, som netop er begyndt: Nemlig FN’s biodiversitetskonference (COP16).
Den sjette massedød og en buldrende naturkrise er en realitet, og derfor har det stor betydning, at den biologiske mangfoldighed er højt prioriteret for verdens ledere. Skove fældes eller brænder, havene lider og en million arter er i fare for udryddelse. Disse kriser er i øvrigt tæt forbundet med klimakrisen.
”Situationen for biodiversitet og natur verden over er virkelig kritisk, og derfor er det utrolig vigtigt, at der bliver handlet på dette. Vi har selvfølgelig en stor bevågenhed på dette, da vi arbejder i Indonesien, som er et af verdens mest biodiversitetsrige lande,” siger Marie Sigvardt, direktør for Red Orangutangen.
Naturbeskyttelse og oprindelige folk i fokus
FN’s konvention om biodiversitet er den vigtigste internationale aftale for bevarelse af biodiversitet. I 2022 lykkedes det endelig efter flere års pandemi-forsinkelse at få en ny aftale på plads for de mål for biodiversitet og natur, som 196 lande forpligter sig på frem til 2030. Det indebærer blandt andet at beskytte 30% af land- og havareal inden 2023, samt at genoprette 30% af alt natur, som er delvist ødelagt inden 2023.
Samtidig blev det af mange anset som historisk, at oprindelige folk, deres rettigheder samt betydning for at bevare biodiversitet, blev nævnt flere gange i aftalen. Anerkendelse af oprindelige folk er afgørende for bevarelse af biodiversitet, og derfor også en vigtig del af Red Orangutangens indsatser på Borneo.
Læs også: Verdens ledere forhandler nye mål for biodiversitet
Implementering er udfordringen
På topmødet i år skal hvert land rapportere, hvordan de klarer sig i forhold til at opnå målene. Selvom selve aftalen har en enorm betydning, er implementeringsdelen ofte en udfordring. Ved afslutningen af den tidligere aftale – Aichi-målene – kunne man konkludere, at ingen af målene var opnået i sin helhed.
”Hos Red Orangutangen følger vi spændt med i topmødet. Selvfølgelig med et særligt fokus på de biodiversitetsstrategier og handlingsplaner, der har betydning for bevarelsen af orangutangen og dens levesteder,” siger Marie Sigvardt.