På Borneo bor over 200 forskellige oprindelige folk. Et af disse er Dayak Wehea-stammen, som er bosat i seks landsbyer i Øst-Kalimantan. Landbyerne ligger tæt ved Kehje Sewen-skoven, hvor BOS Foundation genudsætter orangutanger efter et succesfuldt rehabiliteringsforløb.

Dayak Wehea-stammen er præget af et stærkt kulturfællesskab, som er tæt knyttet til regnskoven. I deres kultur ligger en stor respekt for naturen, og skoven har altid været deres levegrundlag. Gennem de seneste år har det område, folket bor i dog gennemgået en stor industriel forandring, der betyder, at landsbyerne har mistet stort set al deres skov og landbrugsjord til minedrift, tømmerproduktion og palmeolieproduktion. I dag er stammens sparsomme skovområder omringet af oliepalmeplantager.

Skovens folk

Skoven og dyrkelsen af jorden har enorm betydning for Dayak Wehea-folkets identitet, spiritualitet og kultur. Det ser man bl.a. i årets vigtigste ’festival’ Lom Plai, hvor rishøsten bliver fejret. Kulturen indebærer flere lignende ritualer, et unikt sprog, særlige danse og håndværk.

De store industrielle omvæltninger udfordrer dog stammens unikke kultur: Frem for at dyrke og hylde naturen, må mange af landsbyboerne nu tage arbejde på oliepalmeplantager, der ødelægger skoven. De moderne livsformer har taget sit indtog i landsbyerne, og det kan være svært at finde den rette balance mellem dem og de natur-nære traditioner.

Mangler anerkendelse

Dayak Wehea-stammen er ikke officielt anerkendt som et oprindeligt folk. Anerkendelse har stor betydning, da det er et vigtigt middel til at opnå rettigheder til de skovområder, de lever i. Uden anerkendelsen risikerer Dayak Wehea-stammen at miste den smule jord, som de har tilbage til at dyrke og bo på.

Mange undersøgelser har vist, at en af de bedste måder at bevare regnskoven, er ved at sikre oprindelig folks rettighederne til den. De forvalter nemlig skoven bæredygtigt og beskytter den mod ulovlig tømmerhugst og skovbrande. Samtidig er de med til at sikre, at disse skovområder ikke udliciteres til oliepalme eller anden industriel udvikling.

Når de oprindelige folk derimod ikke har rettigheder til områder og, ligesom Dayak Wehea-stammen, bliver økonomisk afhængige af at arbejde på plantagerne eller at udnytte regnskoven i for stort et omfang, kommer de i stedet til at arbejde imod regnskoven og dens dyreliv – og i sidste ende også deres eget kultur- og levegrundlag.

Projekter om rettigheder og skovbevarelse

Siden efteråret 2016 har Red Orangutangen og BOS-RHO, med støtte fra Civilsamfund i Udvikling (CISU), kørt flere projekter, der sammen med Dayak Wehea-stammen arbejder for deres anerkendelse og rettigheder. Projekterne sigter mod at styrke stammens kapacitet til at advokere for deres rettigheder ved at dokumentere deres krav og forstå rettighedsprocessen.

De tidligere projekter havde derudover fokus på at skabe alternative og bæredygtige indtægtskilder i samarbejde med folket, efter at de havde mistet størstedelen af deres skov og landbrugsjord til oliepalmevirksomheder. Flere af de lokale havde mere eller mindre frivilligt indgået en aftale om, at virksomhederne fik deres jord til gengæld for, at de lokale ville få en del af overskuddet fra palmeolieproduktionen. Desværre var de færreste bekendt med detaljerne af aftalen. Det betød blandt andet, at flere ventede i over 10 år uden at få nogen betaling. Andre var mere heldige, men manglede viden om den reelle værdi af jorden. Det betyder, at selvom indtægten er tilstrækkelig til at brødføre dem nu, så er det en begrænset periode.  Disse plantager er nemlig normalt kun aktive i omkring 20-30 år – derefter er frugtudbyttet så lavt, at selskaberne flytter til et nyt område og starter forfra. Tilbage står de lokale med en udpint jord og har mistet både indtægt og den skov og jord, som var deres livsgrundlag.

Red Orangutangen og BOSF-RHO har derfor arbejdet på at øge de lokales viden og færdigheder til at indgå i andre levebrødsaktiviteter for at mindske deres afhængighed af oliepalmeplantagerne.  Med denne støtte fik de lokale blandt andet etableret peberproduktion, fiskedamme, grøntsagsdyrkning og værksteder til traditionelt håndarbejde.

Et projekt der begyndte i sommeren 2019 har en lidt anden tilgang til arbejdet for rettigheder: Projektet skal styrke stammen ved at organisere dem omkring deres kultur, med det formål, at øge fællesskabet på tværs af landsbyerne, give følelsen af identitet og minde stammen om deres relation til naturen. Samtidig skal en stærk offentlig kommunikation om stammen og dens kultur i sidste ende styrke deres position, når de advokerer for at blive anerkendt som oprindeligt folk.