Den største trussel mod orangutangen er afskovning - og en stor del af afskovningen sker for konvertering til produktion af palmeolie. Orangutangernes hjem, regnskoven, ryddes for at give plads til plantager, der kan levere billig, vegetabilsk olie til resten af kloden. 92 % af hele verdens samlede forbrug af palmeolie kommer i dag fra de to lande: Indonesien og Malaysia. Hele 45 % af al oliepalme-plantageareal (8,3 millioner hektar) findes specifikt på øen Borneo - orangutangens levested.
Stigende efterspørgsel
Efterspørgslen på palmeolie er stigende, både i Indonesien og globalt. Trods et internationalt fokus på de miljømæssige konsekvenser importerer Danmark årligt som eksempel mere end 150.000 ton palmeolie, der som vegetabilsk olie blandt andet bliver brugt i fødevarer og rengøringsmidler. Palmeolie er den mest anvendte form for vegetabilsk olie samlet set i verden, og i de senest år har især Europa og i Indonesien selv i stigende grad anvendt palmeolie i produktion af biodiesel.
Hvorfor er palmeolie problematisk?
Halvdelen af den regnskov, der forsvinder på Borneo, bliver ryddet af palmeolieindustrien og deres underselskaber. Når den gamle, tropiske regnskov forsvinder, mister orangutangen og tusindvis af andre arter sit hjem og dermed muligheden for at overleve. Orangutanger isoleres i små enklaver af regnskov og kan hverken finde føde eller kommer i al for tæt kontakt med mennesker. Skoven brændes ofte af i forbindelse med rydningen, og dette kan i sig selv medføre kolossale og ukontrollerbare skovbrande, der ødelægger endnu mere skov og skader klimaet.
Problemet er ikke oliepalmeplantagerne eller planteolien fra palmeolietræernes frugter i sig selv, men at regnskoven, og dermed orangutangernes habitat, ryddes til fordel for produktionen. Paradokset i forhold til orangutangens overlevelse er, at orangutangen er fredet, men dens hjem - regnskoven - er ikke.
Certificering og RSPO
Roundtable of Sustainable Palm Oil (RSPO) er oprindeligt et initiativ fra WWF. RSPO henvender sig til alle aktører i kæden fra oliepalmeplantage og opkøbere til forbruger. Blandt andet er Arla, Danisco, Kohberg og Rema 1000 med i RSPO. Det samme er en række store, mulitnationale fødevareproducenter. Som medlem af RSPO forpligter man sig på at leve op til krav om større bæredygtighed i driften og produktionen og reducerer ødelæggelsen af skovene - orangutangernes levested. Et nødvendigt fokus og initiativ, men der er dog også kritik af certificeringens reelle effekt. Læs mere om RSPO>>
Hvad kan du gøre?
Et nyere EU-direktiv fra 2014 kræver, at palmeolie skal være synlig på varedeklarationer på fødevarer. Du kan købe RSPO-mærkede produkter, der indholde palmeolie, som er fremstillet ud fra hensyn til regnskovsbeskyttelse. Du kan også støtte Red Orangutangens arbejde for at beskytte orangutangen og dens levesteder.
Læs om flere trusler mod orangutangen her >>