Rehabiliteringscentrene rummer mange barske fortællinger – men også mange solskinshistorier. En af de allerbedste er historien om hunnen Du.
Orangutang-hunner er mødre helt ind til benet. De er samtidig blandt de dyrearter, som tager sig længst tid af deres unger. I naturen lever ungerne med deres mor til de er 6-8 år gamle.
Selvom mange af orangutangerne på rehabiliteringscentrene er forældreløse, så sker det også, at en voksen orangutang får en unge på centeret eller på de beskyttede øer i Ø-universet. Blandt dem er orangutang-hunnen Du, og netop hendes rejse som mor er en ret fantastisk fortælling.
Hun gik nemlig fra at blive hentet hjem til Indonesien fra Thailand til at være mor til tre – og adoptivmor for én.
Støt orangutangerne på rehabiliteringscentrene her.
Fra smuglet orangutang til mor
Nogle af orangutangerne på Nyaru Menteng rehabiliteringscenter er orangutanger, som er bragt hjem fra andre lande gennem forhandling mellem landenes myndigheder. Det er ofte orangutanger, som er blevet smuglet ud af Indonesien for at blive solgt som kæledyr eller brugt til at underholde turister. Det er derfor en kæmpe sejr, når disse orangutanger kommer tilbage til det land, de hører til i, og endnu mere når de på trods af dybe ar på sjælen faktisk viser sig at klare sig godt. Det kan være, at de bliver klar til en genudsættelse. Det kan også være, at de selv får en unge.
Det sidste var tilfældet for orangutangen Du, som blev hentet hjem fra Thailand i 2006 sammen med 49 andre orangutanger. På det tidspunkt var hun allerede 10 år gammel, og efter karantæneperioden kom hun ud på en beskyttet regnskovs-ø – det vi kalder Ø-universet.
Her blev hun tre år senere drægtig og fik ungen Dea, som hun – trods sin hårde fortid – excellerede i at tage sig af. Dea blev selv en kvik og intelligent orangutang, og hun blev genudsat i 2019.
Det i sig selv er en kæmpe succes. Ikke blot blev Du hentet hjem efter at være blevet smuglet ud af landet, men mod alle odds bidrog hun også til nye orangutangpopulationer i naturen.
Læs også: Ny unge født i naturen giver håb for orangutangernes fremtid

Adopterede forældreløse Dumel
Men historien slutter ikke her. Du fik nemlig også ungen Dinda i 2016, som senere kom til Kaja Island, og i 2022 fik hun sin tredje unge, der fik navnet Dai. Cirka samtidig fødte hendes tætte ven Melata, som også var hentet hjem fra Thailand, ungen Dumel. Det var dog en knap så lykkelig historie, da Melata forsvandt i begyndelsen af 2023, og Dumel blev efterladt uden en mor.
Her viste Du virkelig, hvor omsorgsfuldt et væsen, hun er. Hun trådte nemlig til og adopterede Dumel, som voksede op side om side med Dai.
Efter en episode, hvor Dumel kortvarigt blev taget af en han-orangutang på øen, blev den lille familie flyttet tilbage til centeret, hvor de kunne være helt i sikkerhed. Dumel klamrede sig meget af tiden til Du – faktisk oftere end hendes biologiske unge Dai gjorde.
Det er sjældent, at hunorangutanger bærer på flere unger samtidig. Normalt får de først en ny unge, når den ældre unge er blevet markant større og ikke behøver blive båret eller die mere. Men her er Du anderledes. Fire unger senere – og endda en, som hun selv valgte at tage sig af – er hun ikke blot en forbilledlig mor, men også et symbol på, hvor godt det kan gå for selv en orangutang, som egentlig var dømt ude.
Læs også: Mød Baimah – fra fangenskab til trækronernes mester