I forbindelse med det årlige møde med vores indonesiske partner BOS Foundation, og de internationale partnerorganisationer, besøgte Red Orangutangen rehabiliteringscentret Nyaru Menteng på Borneo. Her er danske adoptanters støtte med til at gøre en forskel for 385 forældreløse og nødstedte orangutanger. Inden besøget på Nyaru Menteng deltog vi i et partnermøde på BOS Foundations andet rehabiliteringscenter, Samboja Lestari i Øst Kalimantan.

Partnermøderne har til formål at finde fælles retning, inspirere og koordinere fremtidige indsatser. Mødet fandt sted ved Samboja Lestari, det ældste af to rehabiliteringscentre. Samboja Lestari ligger i regionen Øst Kalimantan, og bagefter gik turen til Nyaru Menteng i Central Kalimantan.

Partnermøde med BOS Foundation og internationale BOS-partnere i Samboja Lestari.

”Der er langt til Borneo, men det er turen værd. Vi har fået lejlighed til at drøfte strategi, erfaringer og muligheder ansigt til ansigt, og samtidig kombineret det med besøg og møder på de konkrete programmer rundt på Borneo. Det giver som altid fornyet håb, at møde så mange dedikerede mennesker med samme mål i denne verden – at redde og bevare de fantastiske men kritisk truede orangutanger,” forklarer Hanne Gürtler, direktør i Red Orangutangen.

Besøg og fælles brainstorm hos Nyaru Menteng

Red Orangutangen er stadig Nyaru Mentengs største donor Sammen giver vi forældreløse orangutanger pleje og rehabilitering, med målet om at de en dag kan vende tilbage til livet i regnskoven.

Fra højre mod venstre er det den daglige leder af Nyaru Menteng, Denny, i midten er det May, som står for dyrevelfærd, og til sidst den ansvarlige får øerne (sidste stadie af rehabilitering), Mas Untung.

På Nyaru Menteng mødtes vi med den daglige ledelse af centeret og de nøglepersoner, der står for rehabiliteringsforløbene og dyrevelfærden på centeret samt de tilhørende faciliteter. Hanne Gürtler fortæller om besøget:

”Det er betryggende at se og vide, hvor langt disse mennesker går for at give orangutangerne de bedst mulige forhold. Vi har drøftet både små og store emner, og har fået en liste med hjem med ønsker til forbedringer. Det er også altid imponerende at se, hvordan personalet tager sig af orangutangerne i bestræbelserne på at gøre disse nødstedte men vilde dyr i stand til at kunne klare sig selv på sigt. Der er en fin balance mellem støtte, pleje og respekt for deres vilde natur.”

Vi bliver her vist rundt på de nye legepladsområder ved babyhuset.

Ny lejeplads og ekstra overraskelser

Under besøget på centret fik vi blandt andet mulighed for at se den nye legeplads, som vi indsamlede til i foråret. Legepladsen ved babyhuset var åben og i brug, og det viste sig at legepladsen faktisk var blevet til to separate områder – et til de orangutanger, som er i karantæne og på nuværende tidspunkt ikke kan tage i skovskolen om dagen, og et til dem der kommer hjem om eftermiddagen.

Som ekstra bonus kunne pengene fra donationen også række til, at BOS Foundation fik anlagt nye plankestier fra babyhuset og ud til et nyt skovområde , hvor orangutangerne og babysittere hver dag går ud som del af rehabiliteringen.

 

Stien, der fører fra centeret ud i skovskoleområdet.

Miko, Jossy og Ben

Vi fik også set til Miko, Jossy og Ben, som i dag opholder sig i socialiseringsbure indtil det er deres tur til starte sidste del af rehabiliteringsforløbet på regnskovsbeklædte øer. Og det varer ikke længe før de kommer ud og bor på øerne. Personalet forventer alle tre kan flyttes inden udgangen af 2018 eller starten af det nye år.

Her et billede fra 2017 af Ben, som er en af de orangutanger, der venter på næste skridt i hans rejse.

Nody, Grendon og andre gamle kendinge

Under opholdet på Nyaru Menteng blev der også tid til beretninger, om nogle af de tidligere orangutanger, som har været i adoptionsprogram hos Red Orangutangen.

Nody, en 13-årig han-orangutang, blev genudsat som orangutang nummer 100 i nationalparken TNBBBR d. 15 august i år. Personalet kunne fortælle at Nody var blevet fulgt tæt de første to uger, men hurtigt var uden for monitoreringsholdets rækkevidde. Et godt tegn og naturlig adfærd for en han-orangutang, der krydser store afstande hver måned. Godt gået, Nody!

Grendon, en anden gammel kending, har været udsat på ”universitets-øen” Kaja Island ” i flere omgange. Grendon er snu og måske ivrig for at blive genudsat. I hvert fald fortæller teknikere fra Nyaru Menteng, at han ofte leder efter og finder smutveje væk fra øen, så de flere gange har måtte hente ham tilbage i sikkerhed. De har derfor nu udstyret ham med en radiosender.

Det er hanner som denne, vi skal have ud af burene hurtigst muligt.

Fokus på at få orangutangerne ud af burene

I 2018 har antallet af genudsættelser af rehabiliterede orangutanger fra Nyaru Menteng forløbet efter planen, og det er fortsat det overordnede mål for BOS Foundations rehabiliteringsarbejde, at kunne genudsætte alle egnede orangutanger i takt med at de gennemfører rehabilitering.

Der er dog også orangutanger, som desværre ikke kan genudsættes i regnskoven. Disse orangutanger fortjener også et liv i frihed, og der er enighed om, at der skal arbejdes hurtigere på løsninger, naturlignende miljøer og permanente fristeder. Dette fokus blev vi enige om i 2017 under overskriften #OrangutanFreedom. Og nu sættes der yderligere turbo på. Heldigvis er det første fristed med dette formål netop åbnet. Og flere er på vej. Red Orangutangen har samme med vores partner i Tyskland netop doneret penge til opkøb af 15 ha.

Vi har derfor også igangsat en kampagne ,der skal finde en holdbar og god løsning til nogle af de største hanner på centeret. (Læs om: Slip hannerne fri)

Vi glæder os til at følge op på besøget, og sammen med vores mange støtter fortsætte med at hjælpe endnu flere orangutanger mod et liv i frihed.