IUCNs rødliste evaluerer udryddelsestruslen mod verdens dyre- og plantearter. En nylig opdatering til listen tegner et dystert billede, da ingen arters situation er forbedret siden sidste opdatering.
En nylig opdatering til IUCNs rødliste bringer dårligt nyt om det globale dyre- og planteliv. Ingen af de arter, listen inkluderer, har oplevet nok forbedringer på deres situation til at opnå en lavere trussel-status. Borneos orangutang er dermed fortsat kritisk truet.
Udover Borneos orangutang er 6.127 andre arter kritisk truede, inklusive både Tapanulis og Sumatras orangutang. 873 arter er nu uddøde og 73 arter eksisterer ikke længere i det fri.
Derudover er der over 15.000 arter, hvis status ikke er blevet evalueret i denne omgang på grund af manglende data, og nogle arters situation forbliver umulig at evaluere. Hvis den nedadgående trend også gælder for disse arter, kan det se endnu mere dystert ud for vores natur.
Overudnyttelse af naturen
Den store synder, der driver den fortsatte forværring af vores natur, er ifølge IUCN menneskelig overudnyttelse. IUCNs fungerende generaldirektør, Grethel Aguilar, fastslår, at opdateringen til rødlisten ”tydeligt viser, hvor meget mennesker rundt om i verden overudnytter naturen”.
Eksempelvis bliver truede primater som orangutangen solgt som kæledyr på det illegale kæledyrsmarked, og deres regnskovshabitater ryddes til fordel for industrielle interesser.
Sandhederne bag den opdaterede rødliste stemmer overens med rapporten fra IPBES, der udkom tidligere i år. IPBES-rapporten afslørede, at mere end 1 million arter står overfor en overskyggende udryddelsestrussel, og en af hovedårsagerne hertil er direkte udnyttelse af organismer.
Med den nylige opdatering inkluderer IUCNs rødliste nu evaluereringer af udryddelsestruslen mod i alt 105.732 dyre- og plantearter. Mere end 28.000 af disse er truede.
Tid til handling og styrkede indsatser
Set i lyset af opdateringen til rødlisten og IPBES-rapporten fra tidligere i år har vores natur alvorligt brug for hjælp. Vi bliver nødt til at handle nu for at mindske tabet af biodiversitet og den generelle forværring af naturen – ikke kun for den kritisk truede orangutang og de andre truede arters skyld, men også for vores egen overlevelse.
IPBES-rapporten opfordrede beslutningstagere til at prioritere bæredygtighed på alle niveauer på tværs af alle sektorer for at mindske biodiversitetstabet. Aguilar fra IUCN stemmer i kor og opfordrer til at ”Stater, virksomheder og civilsamfund i største hast handler for at bremse overudnyttelsen af naturen” og begynder at fokusere på bæredygtighed.
Ved at hjælpe os med at beskytte den kritisk truede orangutang og dens habitat bidrager du til genopretning af regnskoven og dens økosystem, og du hjælper os med at beskytte den mod industrielle interesser og klimamæssige konsekvenser. Du kan hjælpe ved at støtte vores arbejde her >>