402 orangutanger. Når denne uge er slut, er det antallet af orangutanger, Red Orangutangens indonesiske partner BOS Foundation har givet friheden tilbage i naturlige omgivelser. Mød de fire orangutanger, der i dag påbegynder den lange rejse fra rehabiliteringscentret til genudsættelsesområdet i Kehje Sewen, så de kan vende tilbage til deres naturlige habitat.

Fire orangutanger fra Samboja Lestari rehabiliteringscentret er nu på vej til genudsættelsesområdet i den beskyttede Kehje Sewen skov. Inden denne uge er slut, er de fire orangutanger vendt tilbage til deres naturlige habitat.

Denne uges genudsættelser markerer en milepæl i arbejdet for orangutangerne, idet den indebærer genudsættelsen af orangutang nr. 400. BOS Foundations samlede antal af genudsatte orangutanger siden 2012 når dermed op på 402!

Mori

Mori ankom som 3-årig til Samboja Lestari i februar 2012. Hun var blevet holdt som illegalt kæledyr i landsbyen Sangatta.

Efter at have gennemført skovskolen blev hun i 2017 flyttet til en af øerne nær Kehje Sewen skoven, som er det sidste stadie i rehabiliteringsprocessen, hvor orangutangerne skal udvise deres overlevelsesfærdigheder og uafhængighed. Her klarede Mori sig strålende, og hun udviste hurtigt vild orangutangadfærd.

Den 10-årige Mori er i dag efter 7 års rehabilitering klar til at vende tilbage til sine naturlige omgivelser med genvunden frihed i Kehje Sewen skoven.

Anna Friel

Anna Friel blev reddet fra en lokal beboer i Balikpapan i Øst Kalimantan i maj 2015 og blev bragt til Samboja Lestari. Den blot 4-årige orangutang havde svært ved at tilpasse sig sine nye omgivelser på centret og var bange for de andre orangutanger.

Til trods for en svær start på hendes rehabilitering, fik Anna Friel hurtigt venner i skovskolen, hvor hun brillerede. I 2017 blev det hendes tur til at udvise sine færdigheder på en regnskovsø, hvor hun snart blev en dygtig madsamler og redebygger med en ivrighed for at gå på opdagelse.

Den nu 8-årige Anna Friel har mestret de overlevelsesfærdigheder, der er nødvendige for hendes tilbagevenden til det fri og er klar til sit nye liv i Kehje Sewen.

Elder

Elder blev født på Samboja Lestari centret den 1. september 2011. Hendes mor Egi, der var under rehabilitering på centret, døde desværre kort efter som resultat af tuberkulose. Efter et halvt års intens test for tuberkulose blev Elder erklæret rask, og hendes rehabilitering kunne gå i gang.

Efter at have mestret de færdigheder, orangutangerne på centret skal lære i skovskolen, blev Elder flyttet til en regnskovsø i 2018, hvor hun blev til en dominerende og uafhængig orangutan.

I dag er 7-årige Elder klar til at nyde sin genvundne frihed i Kehje Sewen efter at have udvist sin vilde orangutangadfærd.

Edgar

Edgar ankom til Samboja Lestari i 2013 i en alder af blot 18 måneder. Han var blevet holdt som illegalt kæledyr i 10 måneder i landsbyen Sebulu i Øst Kalimantan. Edgars ejer påstod, at han havde fundet orangutangungen forældreløs og alene i et tømmerområde.

Efter at have gennemført skovskolen i 2018 med bravour blev Edgar flyttet til en regnskovsø, hvor han beviste, at han var en uafhængig og dominerende orangutang med grænseløse strejfefærdigheder.

Efter seks års rehabilitation, er den nu 7-årige Edgar klar til at anvende de færdigheder, han har opnået, når han i denne uge får lov at leve som en vild og fri orangutang i Kehje Sewen.

Se den skelsættende genudsættelse