Red Orangutangen har sammen med vores indonesiske samarbejdspartner BOS Foundation opstartet to nye indsatser for at stoppe spredningen af COVID-19. En indsats skal holde smitten væk fra rehabiliteringscentret Nyaru Menteng, en anden skal beskytte de vildtlevende orangutanger og de oprindelige folk i regnskoven.
I Danmark er samfundet gradvist blevet åbnet mere og mere, og selvom COVID-19 ikke er nedkæmpet, er den under kontrol. Anderledes ser det desværre ud i Indonesien.
Her er der smittede i alle regioner og tallene er stigende. Det er ikke blot bekymrende for befolkningen, men også for den kritisk truede orangutang. Orangutanger og mennesker deler nemlig mange sygdomme, og flere eksperter har påpeget, at COVID-19 med stor sandsynlighed udgør en markant risiko for bestandene.
Læs mere: COVID-19 og den kritisk truede orangutang
”Det nye coronavirus, som forårsager sygdommen COVID-19, har desværre spredt sig til de områder på Borneo, hvor Red Orangutangen støtter forskellige indsatser til bevarelse af orangutangen – både tæt ved rehabiliteringscentrene og tæt på de områder, hvor vi arbejder med lokalbefolkningen om naturbevarende projekter. Derfor er det vigtigt at handle hurtigt, så COVID-19 ikke spreder sig yderligere,” forklarer Red Orangutangens direktør Hanne Gürtler.
Derfor har Red Orangutangen sammen med vores indonesiske samarbejdspartner BOS Foundation påbegyndt flere indsatser, der skal forebygge udbrud af COVID-19. Formålet er at passe på de vildtlevende orangutanger og de forældreløse orangutanger i rehabilitering, samt at hjælpe de meget udsatte oprindelige folk i vores programområder.
Tak for jeres støtte til rehabiliteringscentrene
Så snart det i marts blev tydeligt, at Indonesien er ramt af coronakrisen, måtte vores indonesiske partner BOS Foundation sadle om. For at passe på personale og orangutanger, blev rehabiliteringscentrene hurtigt lukket for al besøg, og der blev indført øgede sikkerhedsprocedurer for at mindske risikoen for smitte.
Orangutangerne i skovskolen kan indtil videre fortsætte deres rehabilitering, mens de orangutanger, der er klar til sidste trin i rehabiliteringsprocessen på regnskovsbeklædte øer må vente til, at COVID-19 er mere under kontrol i området. Orangutangerne, der opholder sig på øerne og er klar til at blive sat fri i regnskoven må også have lidt ekstra tålmodighed. Genudsættelserne er nemlig sat på pause for at undgå smitte i de nye bestande.
For at beskytte orangutangerne bedst muligt mod smitte, startede Red Orangutangen i marts en nødhjælpsindsamling for at sikre tilstrækkeligt med værnemidler og desinfektionsmidler til centrets dyrlæger og dyrepassere, så de kan beskytte sig selv og de mange orangutanger. Der blev i Danmark og Sverige indsamlet mere end 120.000 danske kroner, som er blevet sendt til BOS Foundation til indkøb af de nødvendige remedier til nødberedskabet. Vi vil gerne takke alle bidragsyderne for jeres vigtige donationer.
Smitten kan stadig ramme Nyaru Menteng
Det har desværre vist sig, at det nye coronavirus kan smitte før man viser symptomer, og at raske smittebærerne også kan sprede COVID-19. Det er derfor nødvendigt med yderligere tiltag, hvis vi skal sikre, at smitten ikke kommer ind rehabiliteringscentrene.
Landsbyerne omkring rehabiliteringscentret Nyaru Menteng er desværre også ramt af COVID-19. Personalet, der er nødvendigt for at orangutangerne kan blive passet og plejet, bor i landbyerne omkring centeret. Stopper vi smitten i landsbyerne, kan vi derfor bedre beskytte de mere end 300 forældreløse orangutanger på centret.
Familier bor tæt i landsbyerne, og mange har begrænset adgang til f.eks. sæbe, rent vand og masker. I samarbejde med BOS Foundation og med støtte fra bl.a. QATO Fonden har vi derfor igangsat en ny indsats, som skal forebygge og minimere smitte i 7 landsbyer tæt på Nyaru Menteng.
”For at forebygge spredning af coronavirus, har vores lokaludviklingsteam justeret deres aktiviteter i landsbyerne. Vores lokaludviklingsteam uddeler masker, håndsæbe, desinfektionsmiddel, og andre hygiejneartikler til de lokale samfund,” forklarer Deni Kurniawan, Manager of Nyaru Menteng Orangutan Rehabilitation Centre.
Der bliver desuden informeret om smitterisiko, og lokalbefolkningen og ansatte på centret får bedre mulighed for at blive testet for COVID-19. Indsatsen gennemføres i tæt samarbejde med lokale COVID-19 specialenheder nedsat af myndighederne.
Smitten kan ramme de vildtlevende orangutanger og udsatte oprindelige folk
Men det er ikke kun orangutangerne på rehabiliteringscentrene, der er udsatte. Det er de vildtlevende bestande også. Rammer COVID-19 de vildtlevende orangutanger, kan det blive katastrofalt for en allerede kritisk truet art. Tæt ved regnskoven bor desuden mange oprindelige folk, som anses som særligt udsatte under coronakrisen.
“Den globale pandemi påvirker ikke kun vores to orangutang-rehabiliteringscentre i Østkalimantan og Centralkalimantan – det har også påvirket lokaludviklingsaktiviteterne, som vi udfører i lokale landsbyer,” siger Jhanson Regalino, Manager of Mawas Conservation Program.
Dr. Aldrianto Priadjati, Director of Forest Conservation for BOSF-RHO tilføjer:
“Over hele verden arbejder folk hjemme for at undgå spredning af COVID-19, men vi er nødt til at fortsætte vores naturbevarende projekter og hjælpe lokalsamfundene i de områder, hvor vi arbejder.”
COVID-19-indsats i 25 landsbyer
Derfor har Red Orangutangen sammen med BOS Foundation og med støtte fra bl.a. CISU og Postkodstiftelsen påbegyndt en COVID-19-indsats i 25 landsbyer i de områder, hvor vi sammen arbejder med naturbevarelse. Landbyerne ligger i fire forskellige områder: Mawas, et beskyttet regnskovsområde med mere end 2500 vildtlevende orangutanger. Tæt ved regnskovsområdet Kehje Sewen og nationalparken TNBBBR, som er områder, hvor orangutanger fra rehabiliteringscentrene bliver genudsat. Og i nærheden af rehabiliteringscentret Samboja Lestari.
Indsatsen har fokus på forebyggelse af COVID-19 og afbødning af konsekvenserne. Landsbyerne bliver informeret om, hvordan man forholder sig, hvis man bliver syg og der bliver uddelt værnemidler og hygiejneartikler.
”Takket være dette projekt, som er et partnerskab mellem Red Orangutangen og BOS Foundation og støttet af CISU og Postkodstiftelsen, kan BOSF-RHO fortsætte vores lokaludviklingsprojekter omkring Kehje Sewen-skoven under denne globale pandemi ved at arbejde sammen med de lokale COVID-19 specialenheder. Sammen har vi allerede fordelt 312 ansigtsmasker, håndsæbe, og desinfektionsmiddel lige mellem de tre landsbyer,” siger Dr. Aldrianto Priadjati.
Aktiviteterne bliver gennemført i et tæt samarbejde med de lokale myndigheders COVID-19 specialenheder.