Udbruddet af coronavirus kan også udgøre en trussel mod orangutangerne. Derfor tager Red Orangutangen og vores partnere nu vores forholdregler.

Den nuværende sundhedskrise forårsaget af det nye coronavirus SARS-CoV-2 kan også udgøre en trussel mod den kritisk truede orangutang.  Eksperter verden over appellerer derfor nu til hurtige tiltag for at reducere risikoen for at det nye coronavirus overføres til vores nærmeste slægtninge menneskeaberne, herunder orangutangen. En introduktion og spredning af det nye coronavirus blandt menneskeaberne, som alle er kritisk truede, kan få fatale følger.

Kan orangutanger smittes med det nye coronavirus?

Der er omfattende videnskabeligt bevis for at orangutanger og andre menneskeaber er følsomme over for de vira og bakterier som forårsager luftvejssygdomme hos mennesker. Det gælder bl.a. for almindelig forkølelse, som også forårsages af et coronavirus, influenza og tuberkulose. SARS-CoV-2, det nye coronavirus, som forårsager sygdommen COVID-19 i mennesker, kan derfor også udgøre en trussel for orangutanger. Der er dog endnu ikke dokumenterede tilfælde af sygdommen hos orangutanger. 

Beskyttelse af personale og orangutanger på centrene på Borneo

COVID-19 er også kommet til Indonesien, og det nye virus spreder sig hurtigt i landet, og er nu også kommet til Borneo. Vores indonesiske samarbejdspartner, BOS Foundation har derfor lukket rehabiliteringscentrene, Nyaru Menteng og Samboja Lestari, for alle besøgende og der er indført skærpede sikkerhedsprocedurer for at mindske risikoen for at COVID-19 kommer ind på centrene, og udarbejdet en nødberedskabsplan i tilfælde af smitte. Genudsættelse i regnskoven af de orangutanger, som har færdiggjort deres rehabiliteringsforløb, er indstillet indtil videre for at undgå smitte til de nye bestande af rehabiliterede orangutanger i genudsættelsesområderne.

Dyrlægerne og dyrepasserne på centrene har som andre steder brug for værnemidler og desinfektionsmidler for at beskytte sig selv og hinanden og de mange orangutanger, og medicin og udstyr til testning og behandling af orangutangerne. Det er en stor udfordring specielt nu, hvor der er stor mangel på både værnemidler og testudstyr på verdensplan og priserne er eksploderet.

Læs mere om truslen mod centrene og støt dem med nødhjælp her.

Beskyttelse af de vilde bestande af orangutanger

Smitsomme sygdomme er nu sammen med afskovning og jagt de tre største trusler mod den kritisk truede orangutang. En introduktion og spredning af det nye coronavirus i de vilde orangutangbestande vil være fatal for bevarelsen af den kritisk truede orangutang. Den mest effektive måde at hindre introduktion af SARS-CoV-2 i vilde orangutanger er at minimere den direkte og indirekte kontakt mellem orangutanger og smittede personer. Vores samarbejdspartnere på Borneo har derfor i overensstemmelse med anbefalingerne fra eksperter indstillet de projektaktiviteter i skovområderne, hvor der kan være risiko for smittespredning, og arbejder nu aktivt for at bistå lokalbefolkningen i håndteringen af COVID-19 epidemien og øge kendskabet til den trussel sygdommen også udgør for den kritisk truede orangutang.

Læs mere om truslen mod de vilde bestande og støt dem med nødhjælp her.