En forældreløs orangutangunge skal igennem et omfattende rehabiliteringsforløb, der minder om et skoleforløb, inden den kan genudsættes i regnskoven. Red Orangutangen støtter de to rehabiliteringscentre, som BOS Foundation driver på Borneo. Centrene har i dag mere end 600 forældreløse orangutanger i deres varetægt. Rehabiliteringen er opdelt i flere stadier - vuggestuen, børnehaven og skovskolen. Den slutter på ø-universitetet, hvorefter orangutangerne endelig er klar til at vende tilbage til regnskoven til et liv i frihed. Siden 2012 er over 350 forældreløse orangutanger blevet genudsat og nyder nu friheden i Borneos beskyttede regnskove.
Nyaru Menteng
Rehabiliteringscentret Nyaru Menteng ligger i Central Kalimantan på Borneo. Det er det største af de to rehabiliteringscentre. Centret har i dag mere end 400 orangutanger, som er på forskellige stadier af rehabiliteringen. Red Orangutangens støtte til centret dækkede i 2017 mere end 80 procent af driftsomkostninger.
Samboja Lestari
Rehabiliteringscentret Samboja Lestari ligger i Øst Kalimantan på Borneo. Centret har i dag knap 200 orangutanger, som er på forskellige stadier af rehabiliteringen.
For de interesserede er der også mulighed for at besøge Samboja Lestari som turist og bo i en lodge. April-oktober er det bedste tidspunkt at besøge lodgen på, men den er åben året rundt. For mere information kontakt Red Orangutangen
Rehabiliteringsprocessen
På rehabiliteringscentrene gennemgår de unge orangutanger et omfattende rehabiliteringsforløb, hvor de langsomt udvikler deres færdigheder, så de en dag kan vende tilbage til regnskoven og klare sig på egen hånd. Rehabiliteringsforløbet tager orangutangerne gennem de forskellige udviklingstrin, som en vildtlevende orangutangunge ville gennemgå under sin opvækst i regnskoven sammen med sin mor.
"Vuggestuen"
Hvis den reddede orangutangunge er under tre år, starter den sin forberedelse til livet i regnskoven i Vuggestuen. Her får orangutangungen en personlig babysitter, hvis opgave er at passe og pleje ungen og give den tryghed. Ungerne sover i kurve og tages hver dag ud i et afgrænset naturområde, hvor de har mulighed for at udvikle deres motoriske færdigheder. Når orangutangungerne er ældre end to år, begynder deres daglige mælk at suppleres med udskåren frugt, og de påbegynder så småt træningen af deres færdigheder inden for redebygning. Den meste indlæring sker ved at observere ældre orangutangers gøren og laden og derefter efterabe de større orangutanger i gruppen.
"Skovskolen"
Skovskolen er opdelt i forskellige trin alt efter orangutangernes alder og færdigheder. I Skoveskole I er orangutangerne typisk 3 - 5 år og i Skoveskole II 5 - 7 år. I Skovskolen bliver maden ikke længere skåret ud, og orangutangerne lærer gradvis at blive mere selvstændige. I Skoveskole II erstattes de kvindelige babysitterne af mandlige teknikere, der i højere grad kan betragtes som lærere end surrogatmødre. Orangutangerne begynder at udforske skovområder alene, og de begynder at finde deres egen mad, bygge reder, klatre i høje træer og afkode faresignaler. Når alle disse ting er lært, er de klar til at komme på Ø-universitetet.
"Ø-universitetet"
Når en orangutang nærmer sig otte år og har vist tilstrækkelige færdigheder, vil den blive sat ud på regnskovsbeklædte øer, hvor den får lov til at leve som en vild orangutang og næsten uden menneskelig kontakt. Her skal orangutangerne finde størstedelen af deres mad selv. De modtager kun et supplement af frugter, da øerne ikke selv kan producere nok frugter til så mange orangutanger. På øerne skal orangutangerne som minimum vise, at de kan klare sig i en tørke og en regnperiode, inden de er klar til at blive genudsat i den vilde regnskov.
Nyaru Menteng råder over fem beskyttede øer, der er mellem 15 og 100 hektarer store: Kaja, Palas 1, Palas 2, Hampapak og Bangamat. Dertil kommer Salat Island, der i 2016 blev inkluderet som en del af Ø-universitet. Med over 3.000 hektar frodig regnskov, er det klart den største ø og har plads til op mod 200 orangutanger. Orangutangerne sammensættes på øerne efter køn, alder og temperament. På øerne gælder der et naturligt hierarki, så de dominerende orangutanger, særligt hannerne, fordeles så vidt muligt over flere øer.
Samboja Lestari råder over flere menneskeskabte øer, som anvendes til sidste trin i rehabiliteringen af orangutangerne på centret i Øst Kalimantan.
Genudsætning af orangutanger
Målet med rehabiliteringsforløbet er at få de forældreløse orangutanger gjort i stand til at overleve på egen hånd i naturen. Tilbage i 2012 fik rehabiliteringscentret Nyaru Menteng brugsret til et 350 km2 stort og fredet regnskovsområde. Historiens mest omfattende genudsætningsprogram af menneskeaber kunne begynde.
De rehabiliterede orangutanger genudsættes i dag i tre forskellige regnskovsområder i den østlige- og den centrale del af indonesisk Borneo (Kalimantan). De rehabiliterede orangutanger fra Nyaru Menteng genudsættes i Bukit Baka Bukit Raya Nationalpark, som kan nås på ca.10 timer eller Bukit Batikap Nationalpark, som det tager flere dage at nå frem til. De rehabiliterede orangutanger fra Samboja Lestari genudsættes i Kehje Sewen Forest, som er et naturgenopretningsområde, som forvaltes af BOS RHO.
Genudsættelsesområderne er valgt ud fra en række internationalt godkendte retningslinjer og kriterier. Derfor skal områderne blandt andet være beskyttet, være store nok til en orangutangpopulation på cirka 300 vilde orangutanger, ikke allerede være hjem for vilde orangutanger og have begrænset menneskelig aktivitet. Erfaringerne fra genudsættelsen af mere end 350 rehabiliterede orangutanger viser, at de rehabiliterede orangutanger klarer sig lige så godt i regnskoven som de vilde orangutanger, og flere orangutangfødsler blandt genudsatte orangutanger betyder, at vi med tiden kan etablere nye bæredygtige bestande af vildtlevende orangutanger i genudsættelsesområderne.
Kort over Borneo og de lokationer, hvor BOS Foundation er tilstede:
Genudsættelsesprocessen
Genudsættelse af rehabiliterede orangutanger er en stor logistisk opgave, og kræver grundig planlægning og stor dedikation, samt involvering af lokalbefolkningen i genudsættelsesområderne.
Valg og klargøring af orangutanger til genudsættelse
De orangutanger, som har gennemført hele rehabiliteringsforløbet og har erhvervet de nødvendige færdigheder for et liv i frihed i regnskoven, flyttes til centrenes karantæne faciliteter. Her gennemgår de en grundig helbredsundersøgelse før de kan genudsættes. Orangutangerne bliver umiddelbart inden deres rejse til det valgte genudsættelsesområde bedøvet og får indopereret en radiosender, som gør det muligt at følge orangutangernes færden efter genudsættelsen. Herefter placeres orangutangerne i de transportbure, som de befinder sig i under rejsen til genudsættelsesområdet.
Selve genudsættelsen
Orangutangerne genudsættes i mindre grupper, som er nøje udvalgt i forhold til køn, adfærd og alder. Orangutangerne transporteres i bil, båd eller helikopter ud til det valgte genudsættelsesområde. Udsættelsesstederne ligger meget afsides og langt væk fra rehabiliteringscentrene, og transporten dertil foregår ad svært fremkommelige veje. Dyrlæger tjekker orangutangerne mindst hver anden time under rejsen og sørger for at de får nok mad og vand under hele turen. Når udsættelsesstedet er nået, bringes transportburene med orangutangerne ind i regnskoven, hvorefter orangutangerne én efter én sættes fri.
Post-monitorering
Post-monitoreringshold følger de genudsatte orangutanger de første par år for at sikre sig, at de kan klare sig i regnskoven. Monitoreringsholdene består typisk af folk fra lokalsamfundene i genudsættelsesområderne, da det er vigtigt at have et godt kendskab til regnskoven. I genudsættelsesområderne er der etableret lejre, hvor monitoreringsholdene holder til, og hvor de kan evaluere de indsamlede adfærdsdata om de enkelte orangutangers tilpasning til livet i regnskoven. Hvis en genudsat orangutang viser tegn på mistrivsel tages den med tilbage til lejren. Her undersøges den af en dyrlæge og modtager den nødvendige behandling inden den slippes fri igen eller bringes tilbage til rehabiliteringscentret for yderligere behandling.
