En af de store udfordringer med bevarelse af vilde bestande af orangutanger, er fragmenterede skove. Orangutangpopulationerne bliver simpelthen afskåret fra hinanden i takt med at regnskov fældes, og habitater efterlades i mindre ”øer”, som afgrænser orangutangerne fra at bevæge sig frit. Disse øer kan for eksempel være små skovområder omringet af oliepalmeplantager.
En af løsningerne på fragmenterede habitater er etablering af såkaldte korridorer (forbindelser) fra én skov til en anden. En dansk studerende, Tejs Vang, har som kandidatafhandling undersøgt og været på feltstudie i Øst-Kalimantan, nærmere bestemt i Berau District i Lesan River Protection Forest. Her er en skovkorridor for 176 orangutanger i planlægningsfasen. Vi har valgt, at give plads til hans egne ord om studiet og en førstehåndsberetning fra en undersøgelse af en mulig korridor:
Fortælling fra et feltstudie på Borneo – af Tejs Vang:
Gennem mine vejledere på Københavns Universitet kom jeg i slutningen af 2017 i kontakt med direktøren for Operation Wallacea Trust (OWT), som er en organisation der har til formål at beskytte og genoprette indonesisk natur. OWT har i samarbejde med Center for Orangutan Protection (COP) udpeget et område i Øst Kalimantan, hvor de ønsker en korridor imellem to skovområder med orangutangpopulationer. Det ene skovområde er beskyttet på grund af orangutangens tilstedeværelse. Den anden skov er en produktionsskov, hvor der bliver fældet træer, men skoven er dog stadig vurderet egnet til orangutang habitat. Omkring skovene er der store arealer, der er blevet ryddet til fordel for oliepalmeplantager.
Sammen med OWT foretog jeg mit feltarbejde i et skovområde imellem den beskyttede skov og produktionsskoven. Dette mellemliggende stykke skov har tidligere været udsat for træfældninger til tømmerproduktion, men er i dag ikke udpeget til et specifikt formål. Derfor kan dette mellemliggende skovstykke være værdifuldt til at forbinde habitat.
Orangutanger er meget afhængige af skov, da de først og fremmest spiser frugter og blade, og når der ikke er andet føde tilgængeligt, spiser de i nogle tilfælde bark fra træerne og insekter. Orangutanger bygger også reder oppe i træerne til at hvile i. Derfor er korridorer bestående af skov nyttige, for at orangutanger kan bevæge sig fra et sted til et andet. Spørgsmålet var så bare: Var dette skovområde egnet?
Hvorfor er opmålinger og artsbestemmelse af træer vigtige?
Frugttræer med bløde frugter og højt kalorieindhold er det vigtigste fødegrundlag at undersøge, da det er orangutangernes foretrukne og primære føde. Det var også vigtigt at vide, hvilken størrelse træerne havde. Større træer kan bære flere frugter og mere bladmasse og dermed mere føde. Træerne skal også være af en vis størrelse for at orangutanger kan klatre i dem og lave reder, da hunner i gennemsnit vejer omkring 40 kg og hanner omkring 80 kg eller mere.
Det er svært at måle højden på træer i skov, da man skal kunne se kronen, og ofte står træer tæt og dækker hinanden. Derfor er det mere udbredt at måle træets diameter som indikator for størrelsen. Metoden, som vi brugte, var at artsbestemme, måle diameter og at se efter reder i felter af 50 meters længde, gange 10 meters bredde. Alle træer som orangutanger enten spiser af eller bygger rede i blev registreret. Disse felter af 500 m2 lavede vi i en række efter hinanden, fra den beskyttede skov til produktionsskoven. Vi endte med at gå to lige linjer mellem den beskyttede skov og produktionsskoven. Dette resulterede i en opmåling af over 5 hektar skov, som inkluderede mere end 1200 træer, fordelt på 55 forskellige arter.
Det er vigtigt at man i felterne er grundig med artsbestemmelse, opmåling og diameter af alle træer i uafbrudte linjer, da disse linjer repræsenterer korridorerne, hvis formål er at være uafbrudte passager imellem fragmenterede skovområder. Orangutanger bevæger sig også hovedsageligt fra én trækrone til en anden. Derved får de den korteste mulige rute og bruger mindst mulig energi på at komme fra eksempelvis ét frugttræ til et andet. Da træer tidligere er blevet fældet i området, så er de fleste nuværende træer i området kun omkring 40 cm i diameter. Dette er ikke imponerende i tropisk skov, hvor der er vækst hele året pga. masser af sollys, rigeligt vand og hurtig omsætning af næringsstoffer.
En korridor skal være et spisekammer
Træarter som figentræer er meget vigtige, da de sætter frugt hele året og dermed giver en stabil føde til orangutanger. Figentræer var dog næsten ikke tilstede i den opmålte skov. Der var heller ikke så mange frugttræarter med bløde og næringsrige frugter. De fleste frugttræer havde enten hårde nødder eller havde typisk en afgrænset periode, hvor de gav frugt. Derfor var fødegrundlaget begrænset.
Skovene i Øst Kalimantan har typisk med flere års mellemrum nogle særlige år, hvor træerne producerer mange frugter, og der dermed er meget føde tilgængeligt. For at formere sig skal alle dyr have den optimale kaloriebalance. Kalorier bliver først og fremmet brugt til at vedligeholde kroppen, dernæst til at vokse og formere sig. Er der ikke nok kalorier tilgængelige, bliver der derved ikke født flere orangutanger. En frugtrig korridor kan derfor lokke orangutanger til at bruge den, men også påvirke reproduktion positivt over tid.
Skovkorridorer hjælper orangutangen og orangutangen hjælper skoven
Studiet endte med at konkludere at området var egnet til korridor. Der var dog en overvægt af træer, der ikke ydede anden føde end bark og blade samt hårde nødder. Altså et fødegrundlag fattigt på kalorier eller udenfor orangutangens præferencer. De fleste træer var også relativt små. Derfor er der først og fremmest brug for beskyttelse af skoven (korridoren), der forbinder de to skovområder, så den ikke forsvinder
Der er også brug for begrænset skovbrugsaktiviteter i skovene, da disse skaber forstyrrelse og fjerner bl.a. vigtige frugt- og fødetræer. Man kan optimere korridoren ved indplantning af flere frugttræer - særligt træer i figenslægten, der giver frugter året igennem. Frugttræer imellem de to skovstykker med orangutanger kan muligvis også lokke orangutanger til at flytte sig fra deres nuværende områder, så de mødes og parrer sig med nye individer og dermed bliver genetisk sundere.
Det er velkendt at orangutanger, samt andre frugtspisende arter er med til at forbedre deres egne habitater. Når de spiser frugt, transporterer de kerner og sten fra frugter til nye steder i skoven, som spirer til nye træer der sætter frugt. Dermed kan man indplante få nye arter og lade orangutanger og andre frugtspisende dyr, som flagermus, om den yderligere spredning af fødetræer.
En tur i regnskoven er en vild oplevelse
Jeg vil sige, at der var forskellige udfordringer i forbindelse med at bo og lave opmålinger i regnskoven. Terrænet gik meget op og ned, og vi måtte klatre op af stejle mudrede skrænter. Dette førte til at jeg ofte faldt, da jeg ikke havde de samme skridsikre sko som de lokale. Man skal heller ikke være sart, da man jævnligt bliver bidt af blodsugende igler og myrer af forskellige arter, med forskellige bidstyrker. Specielt når jeg faldt, blev jeg tit overrumplet af myrer. Jeg skulle også være ekstra varsom med ikke at få våde fødder og sko i et sådan et fugtigt og varmt miljø, da man risikerer svamp på fødderne, der giver meget ubehag. Det var altså fysisk krævende og krævede nogle forholdsregler at begå sig i regnskoven.
Vi boede som udgangspunkt flest mulige dage ét sted, hvorfra vi tog afsted om morgenen, og kom hjem igen om eftermiddagen. Vi lavede derfor mad og tog med for at få flest mulige arbejdstimer hver dag. Det var et hårdt men spændende feltstudie. Regnskoven var meget levende om natten med utrolige dyrelyde fra fugle og frøer. De lokale havde en stor viden om skoven og brugte mange af skovens planter til bl.a. at bygge de ”køjer” som vi sov i, til mad, medicin, osv.
Mens vi var i skoven, så jeg mindre aber, men desværre ingen orangutanger, da de er meget sky. Jeg så derimod nogle af deres reder, der ligesom fuglereder består af cirkulære platforme af bøjede grene, bare af meget større format.
