Den 25. maj 2019 går folk på gaden i flere danske byer for at sætte klima på toppen af dagsordenen til det kommende Folketingsvalg. Red Orangutangen bakker op omkring initiativet for sikring af biodiversitet, orangutangens overlevelse og for at understrege, at de tropiske skove har en enorm rolle i klimakampen.

Den 25. maj marcherer folk i flere danske byer for at sætte klima på toppen af dagsordenen til Folketingsvalget, der afholdes den 5. juni 2019. Red Orangutangen bakker op for at sikre orangutangens overlevelse i dens naturlige habitat, regnskoven, der er under stort pres af blandt andet klimaforandringerne.

I lyset af den omfattende rapport fra IPBES om den globale biodiversitets kritiske situation, der blev udgivet mandag den 6. maj 2019, skal der handles nu, hvis orangutangen og 1 million plante- og dyrearter skal reddes fra udryddelse som resultat af menneskelig udnyttelse af naturen. Du kan læse opsummeringen af rapporten fra IPBES her >>

Det er altafgørende, at både klima og biodiversitet bliver sat på dagsordenen både lokalt, nationalt og globalt, for hvis ikke der handles på alle planer på tværs af sektorer nu, bliver klimaforandringerne nær umulige at bremse, og vores globale biodiversitet, herunder orangutangen, vil ikke overleve.

Med gruende udsigter til væsentlige klimaforandringer og det stadigt enorme globale omfang af skovrydning og habitatødelæggelse, der yderligere forværrer de globale klimaforandringer, er orangutangens sidste habitater, og dermed orangutangen, under et enormt pres. Orangutangens overlevelse afhænger af sikringen og bevarelsen af dens naturlige habitat samt genoprettelsen af ødelagte skovområder. Det gælder blandt andet de tropiske tørvemoseskove på Borneo, der er blandt jordens største kulstoflagre. Klima og biodiversitet bliver derfor nødt til at komme på dagsordenen, hvis den kritisk truede orangutang skal overleve.

Red Orangutangen opfordrer alle vores støtter til at deltage i Folkets Klimamarch den 25. maj 2019 for at hjælpe med at sikre klima den øverste plads på dagsordenen for valget. Du kan læse mere om Klimamarchen her, og du kan tilmelde dig facebook-begivenheden for Klimamarchen i en by nær dig nedenfor:

Facebook-begivenheder for:
København
Århus
Aalborg
Odense
Roskilde
Sønderborg
Aabenraa

Du kan også hjælpe ved at støtte vores arbejde for at bevare orangutangens naturlige habitat, regnskoven, her >>

Coverbillede: Simon Bell