Red Orangutangen besøgte i november området Tuanan, hvor store dele af skoven er brændt ned. Brandsæsonen har været særlig hård dette efterår. I fremtiden skal oplysningsarbejde mindske omfanget af brandene.
186 hektar.
Så meget skov er brændt ned i området Tuanan i løbet af dette efterår. Tuanan er en del af det beskyttede tørvemoseområde Mawas og råder over 1000 hektar i alt. Men de sidste måneders lange tørsæson og mange ustyrlige brande har efterladt markante spor på skoven.
Vores programleder Marie Sigvardt er netop vendt hjem fra Borneo, hvor hun besøgte Tuanan forskningsstation, som i høj grad har været påvirket af brandene, der har hærget Indonesien i månedsvis.
”Vi så flere af de nedbrændte områder, og det er virkelig trist, hvor store områder det drejer sig om. Mange steder er jorden helt kollapset, fordi det har brændt under den,” fortæller Marie Sigvardt.
Vi er nu trådt ind i regnsæsonen og regnen har slukket langt størstedelen af brandene, men 2019 har tydeligt været et hårdt år for Indonesien. Ifølge Reuters viser nye data, at 1,6 millioner hektar jord er brændt ned i alt i Indonesien. Det har bl.a. ramt en hel del tørvemosearealer, som f.eks. Tuanan.
Beredskabet er alfa-omega
For Tuanan forskningsstation er det brandene, der har taget fokus den sidste tid frem for arbejdet med at forske i de vilde orangutangers færden.
De ansatte på forskningsstationen havde ellers forberedt sig på, hvad de skulle gøre for at beskytte området. Men brandene var så massive, at det var umuligt for dem at slukke dem alle. Heldigvis fik de hjælp af myndighederne, der vandbombede området. Hvis de ikke havde hjulpet til, kunne det være gået helt galt.
Det var også essentielt, at forskningsstationen selv havde et beredskab klar bestående af alle deres ansatte, BOSF Mawas og folk fra landsbyen. Red Orangutangen har i øvrigt støttet beredskabet med indkøb af en drone, der kan bruges til at lokalisere brandene og en satellit-telefon. Det har kunne lade sig gøre takket være donationer fra vores støtter – mange tak for hjælpen!
Brandslukningsarbejde er teamwork
Store dele af det store skovområde Mawas, hvor Red Orangutangen arbejder på at bevare og genoprette regnskoven, består af tørvemoseskov. Tørvemosebrande er særligt svære at komme til livs, fordi de bevæger sig under jorden.
Derfor er brandslukningsarbejdet et holdarbejde, hvor en person forsøger at finde selve ilden under jorden ved at grave med en pind, hvorefter en anden er klar med vandslange, når ilden pludselig bryder frem.
”Det der er vigtigt for at undgå så voldsomme brande i fremtiden er genopretning af området. Vi skal sikre, at vandstanden øges i tørvemosen ved hjælp af blokering af menneskeskabte dræningskanaler, så mosen er mere resistent over for brande. Tørvemose er nemlig let antændeligt, når det ikke er vådt,” forklarer Marie Sigvardt.
Det er en stor udfordring at nedkæmpe brandene fuldstændigt, så målet har i højere grad været at forhindre ilden i at brede sig, imens medarbejderne fra forskningsstationen ventede på flammernes sande overmand: regnen.
Orangutangerne slap uskadte fra brandene
Der er dog også gode nyheder at rapportere fra Tuanan. De ansatte på forskningsstationen mener nemlig ikke, at nogen orangutanger er omkommet under brandene. I stedet lader de til at være flygtet fra ild og røg, og derfor så forskerne intet til dem i to måneder, mens brandene var værst. Nu er den røde menneskeabe dog stille og roligt begyndt at vende tilbage til området.
Men brandene har haft konsekvenser for dyrelivet. Mange andre dyr er desværre blevet skadet eller er omkommet.
Oplysningsarbejde er vejen frem
Efterårets begivenheder er desværre ikke unormale. Hvert år i tørsæsonen bliver regnskoven og andet jord i Indonesien ramt af brande, der løber løbsk og truer biodiversitet og klima. 2019 har dog været et særlig hårdt år på grund af vejrfænomenet El Niño.
Sidst det skete var i 2015, som blev betegnet som det 21. århundredes værste globale miljøkatastrofe.
Brandene skyldes især skovrydninger, hvor man brænder et skovområde ned for at kunne dyrke jorden. I tørsæsonen kommer disse brande ud af kontrol, og store områder bliver ramt af flammehavet. Men også mindre brande – som f.eks. et bål – kommer lettere ud af kontrol, når jorden er rigtig tør, og der ikke falder regn. Desværre har brandvæsenet ikke de nødvendige ressourcer til at sætte ind alle vegne, og derfor bliver kun de værst ramte områder prioriteret, hvilket giver frit slag til at mange mindre brande kan sprede sig.
”Hvis brandene skal bekæmpes, så er oplysningsarbejde vigtigt, som en del af den lokale indsats. Landsbyerne skal have det rette udstyr og være i stand til at udføre monitorering og have en klar procedure for, hvad de skal gøre, når de opdager en brand. På den måde kan man bedre tage dem i opløbet og sikre de ikke spreder sig og får katastrofale følger,” siger Marie Sigvardt.
Red Orangutangen har allerede gode erfaringer fra landsbyer i Mawas med at opbygge kapacitet til monitorering og brandbekæmpelse. Det er disse erfaringer, der på sigt gerne skal bredes til Tuanan og andre dele af Borneo.
