En han og to hunner blev i sidste uge sat fri  i nationalparken TNBBBR efter mange års træning i orangutang-evner. 

For første gang i 2020 er tre rehabiliterede orangutanger blevet sat fri i regnskoven.

Som altid er der tale om orangutanger, som er blevet reddet og ført til rehabiliteringscentret Nyaru Menteng. Her er de blevet passet og plejet samt trænet op i færdigheder, man som vild orangutang skal excellere i. De sidste år har de tilbragt på ø-universitetet, hvor orangutangerne kan leve i naturlige omgivelser, men inden for et afgrænset område og under overvågning. Når de har prøvet alle deres færdigheder af og har bevist, at de kan klare sig på egen hånd, bliver de genudsat i naturen.

Læs mere om genudsættelsesprocessen.

Årets første genudsatte orangutanger er hannen Chio og de to hunner Rizki og Mia. Især Mias genudsættelse er en stor sejr. Hun har nemlig gennemgået et rehabiliteringsforløb på hele 16 år, før hun nu endelig er blevet vurderet klar til at klare sig selv i regnskoven.

Orangutangerne bliver transporteret i bure med båd og bil de 19 timer til nationalparken (Foto: BODF/Indrayana)

19 timer til frihed

Turen gik til Bukit Baka Bukit Raya National Park (TNBBBR) i Central Kalimantan, hvor de tre aber skulle begynde deres nye liv.

Efter 19 timers transport blev orangutangerne sat fri ved Hiran watershed, som er et nyt genudsættelses-område i TNBBBR. Det taget i brug sidste år for at sprede de genudsatte orangutanger mere udover nationalparken.

Da det endelig blev tid til at lukke orangutangerne ud af deres bure, løb alle tre orangutanger ivrigt ud i friheden og kravlede op i nærmeste træ. Områdets stejle terræn gjorde det nemt for dem hurtigt at komme højt op i trækronerne, hvorfra de kunne spejde ud over deres nye hjem.

Genudsættelsen blev gennemført af vores indonesiske samarbejdspartner BOS Foundation og the Central Kalimantan Natural Resources Conservation Agency (BKSDA).