En voksen orangutang blev reddet fra menneskers marker tidligere i år.
I slutningen af januar assisterede vores indonesiske partner BOS Foundation myndighederne (Central Kalimantan Natural Resources Conservation Agency (BKSDA) i årets første orangutang-redning.
Her var tale om en han-orangutang, som blev estimeret til at være over 25 år gammel. Han var blevet fundet nær byen Palangka Raya, 40 kilometer fra Nyaru Menteng rehabiliteringscenter.
Orangutang-habitat i de områder, hvor orangutanger må reddes, er ofte blevet ødelagt på grund af skovbrande eller fordi mennesker rydder området for at bruge det til marker eller plantager. Det gør det svært for orangutangerne at finde føde nok i områderne. Når orangutanger i deres søgen efter føde bevæger sig ind på menneskers marker, plantager eller beboelser for at spise afgrøderne kan det resultere i konfliktsituationer, som sjældent ender godt for orangutangen.
I dette tilfælde var BKSDA dog blevet kontaktet af lokale bønder, da orangutangen nærmede sig menneskers hjem, så orangutangen kunne blive reddet, før det gik galt.
Støt arbejdet: Bliv Orangutangpartner
Orangutangen var ved relativt godt helbred. Faktisk var han en smule overvægtig. Da de dyrlæger, som deltog i rednings-missionen undersøgte ham, viste det sig dog, at han havde feber, og at han på et tidspunkt havde brækket den midterste finger på sin højre hånd og sine nedre hjørnetænder. Skaderne var dog helet. Efter flere undersøgelser dalede hans kropstemperatur dog hurtigt igen. Den midlertidige høje temperatur skyldtes den stressende situation, han var i og den tropiske hede i middagssolen.
Herfra tog BKSDA over, og det blev dem, der besluttede hans videre skæbne. Da han allerede kunne klare sig fint i den vilde natur, var rehabilitering ikke nødvendig. BKSDA valgte derfor at translokere orangutangen til en sikker skov, hvor han kan fortsætte livet som vild orangutang.