Red Orangutangens projekt BioRap er til ende, og vi er stolte af at stå tilbage med en fantastisk vinder-rapsang, der giver tro på kommende generationer og et undervisningsmateriale, som kan engagere og begejstre både børn og lærere.
Klimaforandringer, biodiversitetskrise og truede dyrearter er ikke bare et anliggende for den ’voksne generation’. Det optager i høj grad børn og unge, men alt for ofte er vi ikke gode nok til at lytte til deres bekymringer og hjælpe dem til at vende magtesløshed til håb og handling.
Med ambitionen om at engagere børn og unge i klima-og biodiversitetskrisen, har Red Orangutangen derfor over det seneste år iværksat projekt BioRap – et undervisningsforløb og en landsdækkende rapkonkurrence med biodiversitetkrisen i fokus. Formålet har været at styrke børns tro på, at deres stemmer betyder noget, at give dem globalt udsyn og ikke mindst mod til at aktiv deltagelse – både i skolen og i samfundet.
Læs mere om baggrunden for projektet
”Nemt at gå til” og ”med HÅB for fremtiden”
I vinter 2024 og forår 2025 greb over 60 skoler udfordringen, og dykkede ned i Red Orangutangens undervisningsmateriale, hvor man blandt andet
har kunnet møde Sebastian Klein og høre børn fra Borneo fortælle om regnskoven.
Over hele landet har der været arbejdet intenst med rim, beats og store spørgsmål om biodiversitetskrise – hvordan det påvirker mennesker og fremtiden for truede dyrearter? Store spørgsmål, som er blevet taget vel imod af både lærere og elever:
”Vi synes det har været et godt og inspirerende materiale. Vi har haft stor glæde af de forskellige videoklip, og generelt har eleverne være top motiverede,” fortæller Tina Ebbe, Rødby Skole.
Også Lisbet Møller Larsen fra Skibet Skole er begejstret: ”Jeres materiale har været super nemt at gå til. Fedt med forskellige opgaver og videoer af børn fra Borneo. Sebastian Klein var dejlig håbefuld, og det sluttede så fint med HÅB og tro på fremtiden.”
Hør også Jeanette fra Gåsetårnsskolen fortælle om hendes elevers reaktioner på undervisningsmaterialet
… Men orangutanger, regnskov og rim – hænger det sammen?
Rap, klima- og biodiversitetskrise og orangutanger kan umiddelbart lyde som en usædvanlig kombination, men Red Orangutangens arbejde handler grundlæggende om bevarelse af en truet dyreart og dens habitat langt ud i fremtiden. At lykkes med dette afhænger både af handling her og nu og af, at kommende generationer får det nødvendige globale udsyn og modet til at engagere sig i løsningerne.
Derfor har det også været overvældende positivt at høre elevernes mange bud på håb og opråb i rapform. Desværre kunne der kun være én konkurrence-vinder, men alle deltagere har vundet noget stort – nemlig mod, indsigt og fællesskab. Derfor har vi sammensat en hyldest til elevernes indsats i vel nok Danmarks længste børnerap.
Lyt til Verdens Længste Børnerap for klima- og biodiversitetskrisen
Globalt udsyn, der sætter sig spor i både Danmark og Borneo

I undervisningsmaterialet møder de danske elever jævnaldrende fra nogle af Borneos regnskovsområder, Sebangau Rangers. I videoform fortæller de om, hvordan klimaforandringer og biodiversitetstab påvirker deres regnskov, og hvordan de arbejder for at beskytte den. Som svar på dette har de danske elever sendt hilsner tilbage om deres forhold til naturen i Danmark.
Det har sat sig spor på begge sider af kloden.
Fra Yayasan Borneo Nature Indonesia – BNF, vores lokale partner, har vi siden fået at vide, at det har gjort stort indtryk på børnene fra Borneo, at danske jævnaldrende har vist interesse for deres liv og regnskov. En af Sebangau Rangers-børnene har endda, ifølge BNF, ændret sin fremtidsdrøm fra at ville være stewardesse til at ville fortælle verden om regnskoven.
Sommerhit med noget på hjerte
En konkurrence skal naturligvis have en vinder. Blandt tre stærke finalister var det 6.C fra Mårslet Skole, der løb med titlen som BioRap-stars 2025 for deres sang “Rejs Dig Op”. Med alvor, humor og charme opfordrer de os alle til at rejse os op, tage ansvar og gøre noget – ”ligesom I har lovet!”
Hør rap-hittet, der har over 30.000 afspilninger
Bag de seje elever står også et par stolte lærere – Charlotte Amrani og Patrick Møller Jensen:
“Det har været rigtig spændende at være med i BioRap-projektet. Det var et sats, hvor vi besluttede at gå all-in med eleverne, og det har virkelig givet pote”, fortæller Charlotte, og Patrick istemmer: “Vi er stolte af, at de har arbejdet så flot med et svært emne – og herligt at se dem vokse og tro på sig selv og deres kreative sider”.
Materialet lever videre – og det gør håbet også
BioRap-projektets konkurrence er afsluttet – men engagementet skal leve videre. Derfor er undervisningsmaterialet nu frit tilgængeligt for alle skoler og lærere i Danmark. Det kan bruges i dansk, samfundsfag, musik og tværfaglige forløb – og det er oplagt til projektuger, emneuger og klimaforløb.
Vi håber, at endnuflere skoler vil tage det til sig – og give plads til børn og unges stemmer i kampen for en bæredygtig fremtid.
Stor tak til alle engagerede lærere og elever og ikke mindst den finansielle støtte fra Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje (OpEn) og CISU – Civilsamfund i Udvikling