Når orangutanger kommer til et rehabiliteringscenter, lider de ikke kun af fysiske skader. De bærer også ofte på dybe traumer, som kan påvirke dem i mange år. På centrene får de støtte til at håndtere mentale udfordringer.
Når vi taler om psykiske udfordringer, tænker vi som regel på mennesker – traumer, sorg, depression og heling. Men hvad nu, hvis vi fortæller dig, at orangutanger også kan opleve disse ting?
Orangutanger er ikke blot vilde dyr eller symboler på naturbevarelse. De er intelligente væsener med komplekse følelser. Og ligesom os kan de være påført dybe psykiske ar – især når deres tidlige liv er præget af vold, tab og adskillelse fra deres mor.
Tabet af det livsvigtige mor-unge-forhold
I naturen har orangutanger et af de længste og stærkeste mor-unge-bånd i dyreriget. I de første to leveår er ungerne næsten konstant i fysisk kontakt med deres mor. De bevæger sig først rundt fuldstændig selvstændigt, når de er omkring 5–6-år, og de kan fortsætte med at dele rede med deres mor, indtil de er 6–8 år gamle. Der er endda blevet observeret 11-årige orangutanger, som er vendt tilbage for at “besøge” deres mor.
Dette bånd er altafgørende. Det handler ikke kun om at lære at klatre eller finde føde – det handler om at lære den tryghed og tillid, som danner grundlaget for resten af livet. Meget ligesom hos mennesker.
Desværre blev næsten alle de orangutanger, som nu er på rehabiliteringscentrene, adskilt fra deres mødre i en meget tidlig alder. Det skyldes ofte den illegale handel med vilde dyr, hvor man dræber moderen, så man kan fange ungen. Den pludselige adskillelse betyder, at den helt unge orangutang mister sin kilde til tryghed og læring i en kritisk udviklingsfase. Tidlig adskillelse fra moderen er derfor ikke blot et fysisk tab, men også et alvorligt psykisk traume.
Traumatiske oplevelser fra en tidlig alder
At miste sin mor er dog ikke den eneste form for traume, som rehabiliterede orangutanger oplever. Nogle individer ankommer efter at have været holdt ulovligt som kæledyr eller udnyttet i underholdningsindustrien, hvor de kan være blevet tvunget til at optræde, udsat for støjende og uvante omgivelser eller opleve at blive straffet under træning.
Andre har overlevet skovbrande, ødelæggelse af levesteder eller naturkatastrofer, som har betydet, at de pludselig har mistet deres hjem. Selvom disse oplevelser er forskellige, har de én ting til fælles: orangutangerne bliver udsat for langvarig stress, som kan føre til frygtreaktioner, følelsesmæssig utryghed og forstyrret adfærdsudvikling.
Undersøgelser viser også, at individer, der bliver adskilt for tidligt fra deres mødre, ofte vokser op med færre sociale kompetencer, lavere dominansstatus og større følsomhed over for stressende oplevelser (Reimers m.fl., 2007). Nogle udvikler desuden usædvanlige adfærdsmønstre som en måde at håndtere deres oplevelser på – mønstre, som vi også ser hos orangutanger i rehabilitering.
Suras afskårne fingre
Historien om Sura er et godt eksempel på dette. Da han var en ung orangutang, blev han fundet i et område, hvor træer blev fældet. En lokal havde holdt ham som kæledyr, inden han til sidst blev overdraget til rehabiliteringscentret.
Da dyrlægerne undersøgte ham, opdagede de, at tre fingre på hans venstre hånd var blevet skåret af. Sårene var åbne og så ud til at være forårsaget af et skarpt redskab.
Under karantænen ville Sura kun være i nærheden af sine nærmeste omsorgspersoner. Han kiggede ofte på sine afskårne fingre, som om han lagde mærke til eller reagerede på skaden.
I dag er Sura en sund voksen orangutang, der lever i Ø-universet for at blive klar til genudsættelse. Han har lært at klatre igen og tilpasse sig livet i skoven. Men han viser stadig en usædvanlig adfærd: Når mennesker kalder på ham, dækker han ofte sit ansigt til og undgår øjenkontakt. Dette kan være et tegn på, at han er i alarmberedskab, eller det kan være en overlevelsesstrategi, der blev udviklet under hans tidlige traumatiske oplevelser.
Hans krop er helet, men minderne består.
Hope krammer sig selv
Hope var en af de orangutanger, der blev konfiskeret fra en lokal landsbyboer, som hævdede at have fundet hende, da han samlede brænde i et afbrændt tørveområde.
Dyrlægerne opdagede et sår på Hopes højre arm samt små knuder på hendes krop og hofte, som man mistænkte stammede fra kugler fra et luftgevær. Disse skader tyder desværre på, at Hopes mor sandsynligvis blev skudt og dræbt i skoven.
Et af Hopes mest karakteristiske adfærdstræk i dag er, at hun krammer sig selv. Hun lægger ofte armene tæt omkring sin egen krop, især hvis hun er usikker.
Den type opførsel bliver forbundet med indre følelsesmæssige konflikter, og det hænger ofte sammen med angst eller stressregulering (Troisi, 2002).
Det er sandsynligt, at det at kramme sig selv er en måde at regulere følelsesmæssigt ubehag på, når man ikke længere har sin mor. Adfærden kan hjælpe individet med at genfinde en følelse af ro i situationer, der opleves som uforudsigelige eller stressende.
Dyrepassere støtter orangutangernes heling
Heling kræver dog mere end tid alene. Støtte fra andre spiller en vigtig rolle i at reducere stress og få orangutangerne til at få det bedre (Bridgeland-Stephens, Thorpe & Chappell, 2023).
I rehabiliteringscentre træder dyrepassere ind og overtager dele af moderrollen ved at tilbyde omsorg, fysisk nærhed og følelsesmæssig tryghed. Disse relationer hjælper orangutangungerne med at genopbygge følelsen af tryghed efter deres tidlige tab.
Efterhånden som de føler sig mere trygge, bliver de ofte mere villige til at udforske deres omgivelser, interagere med artsfæller og deltage i læringsaktiviteter. På den måde kan de gradvist opbygge selvtillid og udvikle vigtige færdigheder til livet i skoven, såsom klatring, at lede efter føde og at klare udfordringer.
Mental støtte er en forudsætning for udvikling
Disse læringsprocesser er afgørende for overlevelse i naturen og kan være vanskelige for individer, der stadig oplever meget stress eller uforløste traumer. At arbejde med at orangutangerne får det psykisk bedre understøtter derfor direkte den adfærdsmæssige udvikling og forbereder de rehabiliterede orangutanger både psykisk og fysisk på en fremtidig udsætning.
Mange mennesker er stadig ikke klar over, at orangutanger kan lide psykisk. Vi fokuserer ofte på synlige skader, faldende bestande og tab af skovområder. Men bag hvert reddet individ gemmer der sig en historie om tab, frygt og håb.
Når vi ønsker at beskytte orangutangerne, må det også omfatte dyrenes trivsel og velbefindende. Suras styrke og Hopes stille måde at håndtere sine oplevelser på viser, at orangutanger føler dybt. Deres ar er måske usynlige, men de er virkelige.
Referencer:
Bridgeland-Stephens, L., Thorpe, S. K., & Chappell, J. (2023). Potential resilience treatments for orangutans (Pongo spp.): Lessons from a scoping review of interventions in humans and other animals. Animal welfare (South Mimms, England), 32, e77. https://doi.org/10.1017/awf.2023.97
Reimers, M., Schwarzenberger, F., & Preuschoft, S. (2007). Rehabilitation of research chimpanzees: Stress and coping after long-term isolation. Hormones and behavior, 51(3), 428-435.
Troisi, A. (2002). Displacement activities as a behavioral measure of stress in nonhuman primates and human subjects. Stress, 5(1), 47-54.