Når et år er gået giver det ekstra anledning til at reflektere over, hvad det var, der egentlig skete. Et af vores to fokusområder i Red Orangutangen er skovbevarende aktiviteter til fordel for de vilde bestande af orangutanger. Der er sket meget på både den globale scene og på Borneo i løbet af 2018, og her prøver vi at bringe vores perspektiv på nogle udvalgte, store begivenheder, som har direkte eller indirekte betydning for vores mission og daglige arbejde med at beskytte regnskoven – orangutangens naturlige hjem.
COP-møde om biodiversitet manglede opbakning
2018 var også året for både et globalt klimatopmøde (COP24 i Polen) og et globalt topmøde om biodiversitet i (COP14 i Egypten). Det var igen klimamødet, der løb med de fleste overskrifter og tiltrak størst opmærksomhed fra medier og verdens politikere. Eksempelvis meldte vores egen miljøminister afbud til COP14, men vores klima- og energiminister fandt tid til COP24. Ærgerligt når både klima og biodiversitet burde være lige vigtigt, og at det ene fokus ikke udelukker det andet – tværtimod.
Biodiversitet som tema er tydeligvis fortsat den lille i søskendeforholdet med klima, selvom flere eksperter mener, at masseuddød i naturen er lige så stor og presserende en trussel for mennesker som globale temperaturstigninger.
De store stemmer sang med på: Stop afskovning!
På den positive side i kategorien ”global bevågenhed” bød slutningen af året på en række kampagner for beskyttelse af skov og genplantning – i både klimaets og biodiversitetens navn. Et godt eksempel er Alec Baldwins og Dr. Jane Goodalls optræden i The YEARS Project videoen ”the forgotten solution”.
Videoen er et godt eksempel på hvordan skovbevarelse kan forklares simpelt og skovens positive påvirkning af kloden og som løsning af klimamål.
En anden stor stemme, der trådte i karakter med direkte benævnelse af et stop for yderligere afskovning som en nødvendighed, var FN’s generalsekretær Antonio Guterres.
Klimaforandringer og jordens generelle tilstand er officielt en trussel for milliarder af mennesker verden over, og forandring og handling skal på toppen af agendaen hos verdens ledere. Stop for yderligere afskovning, genopretning af ødelagt skov og ændringer i måder vi dyrker vores jord er nogle af de nødvendige ændringer, vi skal nå inden år 2020, var nogle af Antonio Guterres pointer.
Gode og vigtige opråb, som vi kun kan håbe sætter mere skub i politisk handling mod yderligere afskovning verden rundt, selvom der også er vinde, der blæser i anden retning – desværre.
Indonesiens præsident sagde (midlertidigt) stop til nye oliepalmeplantager
Den indonesiske præsident Joko Wikodo (Jokowi) underskrev d. 19. september en særlig instruks om stop for yderligere licenser til oliepalmeplantager. Dette stop (moratorium) havde umiddelbar effekt og gælder i 3 år. Samtidig kom han med en opfordring til at de relevante ministerier, lokale regeringer og distrikter starter en gennemgang af alle licenser, der allerede er udstedt. Formålet er at få afklaret og handlet på oliepalmeplantagernes rolle i afskovning og et konkret bidrag i Indonesiens klima- og biodiversitetsindsats. Oliepalmeplantagernes udvikling og vækst er indirekte årsagen til, at Indonesien er blandt verdens største CO2-udledende nationer.
Et håb blev født, men der skal handling bag ordene
Palmeolieindustrien er en af de største medvirkende årsager til afskovning på Borneo, og dermed medskyldig i at over 60 % af orangutangernes naturlige habitat er forsvundet fra Borneo de sidste 50 år. Etableringen af industrielle oliepalmeplantager har også haft store konsekvenser for naturen på indonesiske Sumatra, som er eneste andet hjemsted – udover Borneo – for de tilbageværende vilde bestande af orangutanger i verden.
Jokowi’s moratorium var klart et skridt i den rigtige retning, og hilses velkommen i mange lejre. Det er et nødvendigt pusterum i en udvikling, der er gået så stærkt, at det for alle parter har været svært at følge med i de præcise konsekvenser. Efterspørgslen på palmeolie er steget eksplosivt de sidste årtier, og Indonesien er på samme tid blevet den markant største eksportør af den vegetabilske olie, der kan bruges til utallige formål.
Mange miljøorganisationer, inklusiv Red Orangutangen, har længe råbt op for at få politisk handling af denne type. Det er nødvendigt for at få bremset udviklingen, og få taget de rette hensyn til både natur og mennesker.
Når dette er sagt, er et moratorium stadig kun ord på papir, og vi kan sikkert først om nogle år se og tolke på den reelle effekt. Indonesien er et stort land med mange beslutningsorganer, og det er lokalt, at handlingen skal effektueres, hvis Jokowi’s stop skal kunne gennemføres. Desuden er der allerede mange godkendte licenser, som endnu ikke er taget i brug, og dette moratorium omfatter også kun oliepalmeplantager, som kun er en industri af flere (eksempelvis minedrift), som er skyld i afskovning af regnskov.
RSPO blev enige om nye og forbedrede standarder
Vores fokus hos Red Orangutangen er primært rettet mod Borneo, og regnskovene her er hovedsageligt presset af udbredelse af oliepalme plantagedrift, minedrift og tømmerindustri. Palmeolie er fortsat en af de vigtigste eksportvarer i Indonesien og Malaysia, og produktionsselskaber er indehaver at størstedelen af skov- og jordlicenser (koncessioner) på indonesisk del af Borneo. Det største fællesorgan for palmeolie (producenter, aftagere og organisationer) er RSPO, og det er pt. det bedste håb for at skabe en bred standard om bæredygtig produktion med reelle hensyn til naturen og alle involverede parter.
RSPO afholdt møde og generalforsamling i slutningen af 2018 med nye standarder på programmet. Vi var med, og oplevede en bred enighed om og vedtagelse af nye og mere ambitiøse standarder. Igen må tiden viser, om det også bliver overholdt af producenter og om flere kommer med i certificeringen.
Vi er naturligvis optaget af, at både orangutangernes hjem og naturlige habitat bliver en reel betragtning i forbindelse med ny planlægning af plantager, men også at eksisterende plantagedrift håndterer orangutanger, der måtte bevæge sig ind i plantagernes områder, som de truede og fredede dyr, de er. Netop dette fokus gjorde at vi har opstartet et projekt nær Mawas, der arbejder med konflikthåndtering (menneske-orangutang) i oliepalmeplantager.
Realitet: Orangutangens hjem er fortsat under massivt pres
Vi bragte i sommer 2018 en nyhed om, at tal fra 2017 viste, at afskovning af primær skov på Borneo så ud til at falde, i forhold til de foregående år. En positiv udvikling ja, men at afskovning stadig finder sted i et højt tempo, er et problem. Omkring 80 % af Borneos orangutanger menes at leve uden for beskyttet skov, og er i potentielt fare for at miste deres hjem.
Presset skal aftage yderligere, hvis vi som verdenssamfund skal nå at finde løsninger, der på lang sigt kan sikre bæredygtige bestande af orangutanger i fremtiden, og hvis vi vil bevare de unikke og biodiverse økosystemer, der kun findes her.
Et stærkt billede og en video, der gik verden rundt i 2018, var orangutangen, der gik mod mennesker i en bulldozer / gravko. Episoden udspillede sig, da en gruppe arbejdere var i færd med at rydde et skovområde.
Det er sjælendt at den slags bliver dokumenteret. Men afskovning af orangutanghabitat er desværre stadig en realitet anno 2018. Der er dog stadig et håb om, at når tallene kommer ind, at 2018 viser endnu en nedgang i omfanget af afskovning.
Alt i alt spæde håb for bedre fremtid for orangutangen og deres habitat efter 2018, selvom meget bygger på ord og ikke handlinger. Det ændre dog hverken på vores indsats for at øge opmærksomheden på situationen, som stadig er meget kritisk, eller øge mængden og kvaliteten af de projekter på Borneo, der i realiteten skal redde orangutangen.
